Video : Tipsbladet
Superliga

Pusic som Santander-vikar: Stor mulighed for mig

FC København har netop præsenteret Martin Pusic som ny angriber, og med Federico Santander ude er Martin Pusic klar til at tage imod pladsen i angrebet.

De færreste havde regnet med, at FC København ville finde sin angriber-vikar hos FC Midtjylland. Ikke desto mindre er købet af Martin Pusic blevet en realitet, da han har underskrevet en et-årig kontrakt med de forsvarende mestre.

Og med Federico Santander på skadeslisten er den østrigske angriber klar til at tørne ud for FC København.

- Det er en stor mulighed. Jeg kommer til den største klub, som jeg hidtil har spillet i. Og jeg ser frem til en spændende tid med holdet, der har mange interessante spillere. Det vil jeg være en del af, og jeg er glad for, at det er lykkedes, siger Martin Pusic i et video-interview på klubbens hjemmeside.

Særligt måden, som FC København spiller fodbold på, glæder angriberen, der kender alt til Superligaen grundet sit ophold hos FC Midtjylland.

- Jeg kender selvfølgelig den danske Superliga og de kvaliteter, jeg selv har. Jeg ved, at FCK spiller en fin form for fodbold, som passer mig godt. Og jeg glæder mig til at skulle spille en offensiv form for fodbold igen. FCK er det største hold i ligaen, og jeg ser frem til træningen, tilføjer den østrigske angriber.

Martin Pusic har som tidligere topscorer scoret 37 mål i sine 82 Superliga-kampe for FC Midtjylland. Nu er han klar til at tage imod sin plads på FCK-mandskabet med nummer 23 på ryggen.