Video : Tipsbladet
Superliga

Randers-anfører vil komme blæsende fra start mod AGF

Randers FC kommer ikke til at spille afventende i kampen mod AGF. Klubbens anfører varsler, at kronjyderne vil levere en brag af en kamp.

Bliver det Randers eller AGF, der får mulighed for at spille sig til en plads i Europa League næste sæson?

Det bliver ikke afgjort i dag, men det ene af de to hold kan tage et stort skridt mod playoff-finalen mod nummer fire fra Superligaens mesterskabsslutspil. Selvom der er meget på spil, skal man ikke forvente at se et afventende hjemmehold.

Således fortæller Erik Marxen til Randers Amtsavis, at kronjyderne har tænkt sig at komme blæsende fra start mod AGF.

- Vi skal ud og levere et brag af en kamp og give os selv det bedste udgangspunkt som muligt, så jeg tror, at vi kommer blæsende og tager kampen op fra start. Men vi skal heller ikke lade os stresse, hvis der nu står uafgjort. Det er ikke et umuligt resultat at hente i Århus, for så er det AGF, der har presset på sine skuldre, og det, har man ofte set, kan være svært at håndtere, siger Randers-anføreren.

Der er kampstart på Cepheus Park til den første kamp mellem Randers og AGF klokken 16.00, og du kan læse vores optakt til kampen lige her.