Randers FC skriver kontrakt med Andreas Bruhn
Foto: Jan Christensen/Getty Images
Superliga

Randers FC skriver kontrakt med Andreas Bruhn

Randers FC har givet Andreas Bruhn en to-årig aftale.

Da skaderne begyndte at vælte ned over Randers FC i foråret, skrev kronjyderne kontrakt med Andreas Bruhn, der netop var blevet transferfri efter et ophold i Viborg FF. Den 23-årige offensivspiller fik en kort kontrakt og den klare besked, at hele foråret var en eksamen for ham.

Den eksamen har han nu bestået.

Randers FC meddeler således, at man har skrevet en to-årig kontrakt med Andreas Bruhn, der også har en fortid i AaB. 

- Andreas har i flere år været en talentfuld spiller med et stort potentiale, men han har ikke rigtig kunnet forløse det til fulde. Jeg synes dog, at vi i den afsluttede sæson så mange gode ting fra ham, og nu gælder det så om, at han bygger yderligere på, så han gøre en endnu større forskel på banen for klubben. Han har nogle spidskompetencer, som vi tror på kan komme Randers FC til gode, siger Randers FC-direktør Michael Gravgaard til klubbens hjemmeside.

Hovedpersonen selv er glad for, at fremtiden nu er faldet på plads.

- Jeg er virkelig glad for, at det blev til en forlængelse i Randers FC. Det er det, jeg har kæmpet for det sidste halve år. Jeg har virkelig nydt at spille for klubben og føler mig rigtig godt tilpas her. Nu gælder det om at knokle på, så jeg kan få endnu mere spilletid og vise, at jeg hører til i den bedste fodboldrække i Danmark, siger Andreas Bruhn.

Andreas Bruhn spillede 12 kampe og scorede et mål for Randers FC i foråret.