Video : Tipsbladet
Superliga

Risgård tvivlsom til Horsens-kamp: Søndergaard udskyder beslutningen

Kasper Risgård udgik af AaB's seneste kamp mod Lyngby med en skade, og den driller ham stadig så meget, at det ikke er sikkert, at han kan spille mod AC Horsens.

I mandags vandt AaB med 1-0 på hjemmebane over Lyngby. Men de tre point kan vise sig at have været kommet for en dyr pris. Anfører Rasmus Würtz har fået en spilledags karantæne efter med et gult kort i kampen at have optjent for mange karantænepoint, mens Kasper Risgård måtte udgå med en skade. Og den skade driller stadig.

Derfor bliver 33-årige Risgård testet helt frem mod kampen mod AC Horsens i morgen, for at Lars Søndergaard kan stille med det bedst mulige hold.

- Jeg må vente lidt for at finde ud af, hvordan det står til med Kasper. Men det er klart, at Kasper er så vigtig en spiller, at han er en, hvor jeg vil tillade mig at vente ret længe, inden jeg tager den endelige beslutning, siger AaB-træner Lars Søndergaard til Nordjyske.

Kasper Risgård har været i Lars Søndergaards startopstilling i efterårssæsonens samtlige 20 kampe indtil videre, men når han ikke at blive klar til kampen i morgen mod AC Horsens, kan han ikke gøre fuldt bord.

Kampen mod Horsens bliver spillet på CASA Arena Horsens med kampstart klokken 18.00, og den kan ende med at blive vigtig. AaB har tre point op til SønderjyskE, der ligger på Superligaens sjetteplads, som giver adgang til mesterskabsslutspillet. Efter nytår er der fem kampe tilbage af grundspillet, før de seks bedst placerede hold altså skal kæmpe i ti spillerunder om at blive danske mestre.