Video : Tipsbladet
Superliga

Rundens Hold i Superligaen: 26. spillerunde

Tipsbladet.dk er klar med Rundens Hold i Superligaen.

Efter en dramatisk 26. spillerunde kan der nu sættes flueben og gøres endelig status over grundspillet i Superligaen. Efter en søndag med kampstart på samme tid alle steder kom Esbjerg, FC Nordsjælland og Brøndby ud som de store top seks-vindere, mens FC København snuppede førstepladsen.

Vi har som altid taget et kig på de individuelle præstationer i den forgangne runde.

Her følger Rundens Hold i Superligaen for 26. spillerunde - sat op i en 4-4-2-opstilling:

Målmand: Sebastian Mielitz, SønderjyskE (1)
FC Midtjylland snuppede en smal sejr hjemme mod SønderjyskE, og det bragte naturligvis jubel i ulveland. Mestrene havde meget svært ved at få bolden forbi en særdeles velspillende Sebastian Mielitz, der diskede op med syv redninger på MCH Arena. Tyskeren var i høj grad én af årsagerne til, at SønderjyskE kunne tag fra Herning med skindet på næsen. 

Højre back: Patrick Kristensen, AaB (1)
Den 31-årige klubmand scorede senest for AaB i august 2014, så det er noget af et særsyn, når Patrick Kristensen får netmaskerne til at blafre. Det gjorde han søndag, da han stod for målet til 2-1 mod AGF. Det var mål nummer otte i Superliga-kamp nummer 271 for Patrick Kristensen, der har bidt sig fast på Jacob Friis' mandskab i kølvandet på et efterår blottet for spilletid. 

Central forsvarer: Sander Fischer, Vendsyssel FF (2)
Det er sin sag at skulle dæmmme op for FC Nordsjællands dygtige offensiv, men den opgave lykkedes Sander Fischer, der var en klippe i Vendsyssels centrale forsvar. Den stærke blæst i Nordjylland gjorde, at det aldrig blev en poleret fodboldkamp, og det var med til at sikre Sander Fischer et overtag mod de små, hurtige FCN-spidser. 

Central forsvarer: Manjrekar James, FC Midtjylland (1)
De fleste med kendskab til NordicBet Ligaen fortæller, at Manjrekar James var den klart bedste forsvarsspiller i ligaen i efteråret, hvor han var udlejet til FC Fredericia. Søndag beviste han, at han bestemt også kan begå sig på øverste niveau i dansk fodbold. Canadieren startede inde i FCM's centrale forsvar i stedet for den nybagte far Kian Hansen, og han havde styr på tingene og blev ligeledes kåret som man of the match på stadion. 

Venstre back: Jacob Barrett Laursen, OB (5)
OB har nogle forrygende wingbacks i Jacob Barrett Laursen og Ryan Johnson Laursen, og det var de to, der satte det mål sammen, som sikrede fynboerne en 1-0-sejr over Randers FC. Ryan Johnson Laursen serverede bolden for Barret, der scorede sikkert, og det tidligere Juventus-talent var også velspillende i defensiven, hvor han blandt andet kom i vejen for Saba Lobjanidze i en situation, der lignede et mål til gæsterne.

Højre midtbane: Robert Skov, FC København (10)
Efter et par kampes pause var Robert Skov på pletten igen med et af sine signaturmål direkte på frispark. Den nykårede landsholdsspiller tæskede bolden ind til 1-1 fra lang afstand, og med lidt held kunne FCK'eren også have scoret flere mål mod Hobro. Topscoreren måtte udgå med en skade, men forhåbentlig er der ikke tale om noget alvorligt. 

Central midtbane: Dominik Kaiser, Brøndby IF (2)
Dominik Kaiser har spillet mange dårlige kampe for Brøndby IF og endnu flere anonyme, men søndag i Horsens var han god. Kasier tog kontrollen på den centrale midtbane, og han havde et godt øje for medspillerne - det viste han blandt andet, da han sørgede for en assist til Kamil Wilczek. 

Central midtbane: Frank Onyeka, FC Midtjylland (1)
Onyeka har vippet Rilwan Hassan af pinden i FC Midtjylland, og han spillede sig bestemt ikke af mod SønderjyskE, hvor han lagde fra land med en assist til Rafal Kurzawa, inden han på ekvilibristisk facon scorede sejrsmålet til 2-1 i anden halvleg. Den 21-årige nigerianer blomstrede for alvor i foråret i sidste sæson, og måske er noget lignende ved at gentage sig. 

Venstre midtbane: Edgar Babayan, Hobro IK (2)
Edgar Babayan skal de kommende uger i tjeneste for Armeniens landshold, og Hobro-spilleren har fået et rigtig fint afsæt til landskampene. I forrige runde scorede han mod FC Midtjylland, og søndag fik han også netmaskerne til at blafre mod FC København i Telia Parken. 23-årige Babayan var ikke bange for at udfordre FCK-defensiven, og han var én af de store oplevelser i nationalarenaen. 

Angriber: Kamil Wilczek, Brøndby IF (3)
Hvor er Kamil Wilczek bare en fremragende angriber. Brøndby-kaptajnen var på pletten to gange mod AC Horsens, og han markerede sig - igen - som Superligaens måske bedste afslutter. Det hele bliver bare nemmere, når man man har så træfsikker en spiller oppe foran. 

Angriber: Lucas Andersen, AaB (6)
Lucas Andersen er afgørende i hver eneste kamp for AaB i øjeblikket, og mod AGF noterede han sig for én scoring og én assist og var igen-igen sit holds bedste. Nordjyden har nu scoret i fire kampe i træk, og i AaB må man have svært ved at få armene ned over, at det er lykkedes at hente ham hjem på en permanent aftale. 

I parentes bemærket er antallet af gange, som spilleren er blevet udvalgt til Rundens Hold i denne sæson.