SønderjyskE-sagen er ikke unik: Det samme skete sidste år
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Superliga

SønderjyskE-sagen er ikke unik: Det samme skete sidste år

Spørgsmålet, om SønderjyskE tabte til FC Midtjylland med vilje eller ej, er ingen enlig svale. Det samme dilemma stod AaB i sidste år, og nogle af dem søgte aktivt at undgå at score til sidst.

For et år siden blev Superligaen snydt for et øjeblik, der ville blive husket i flere år fremover. På sidste spilledag i grundspillet var AaB bagud mod Viborg FF og jagtede den sejr, der kunne have sendt dem i mesterskabsspillet, da målmand Nicolai Larsen gik med frem på et hjørnespark i overtiden og var milimeter fra at score.

Men i stedet for at gå i nettet ramte bolden den ene stolpen og gik i spil igen. AaB blev snydt for en udligning, og Larsen for en plads i historien som en af Superligaens få målscorer-målmænd.

Men det var i virkeligheden meget godt for ham og AaB. En uafgjort ville have placeret dem i den anden slutspilspulje, hvor de ville have haft seks point ned til de frygtede playoffkampe. I stedet fik de otte point ned. Situationen lignede med andre ord til forveksling den, som SønderjyskE stod i i søndags - og siden er blevet anklaget for at udnytte til at tabe med vilje. 

Det er altså ikke en enlig svale, at Superligaen i år artede sig sådan, at et eller flere hold kunne drage fordel af at tabe. Det var anden gang på to år.

Forskellen på to point var selvsagt mindre end de seks point, der udgør forskellen på de to grupper i denne sæson. Men alligevel var der nogle folk på AaB-bænken, der forsøgte at holde spillerne fra at score for et år siden.

- Jeg får så at vide efterfølgende, at til sidst får vi faktisk at vide, at vi skal ikke gå op og score, men jeg tror ikke rigtig, vi opfatter det så meget inde på banen, sagde anfører Rasmus Würtz om den hektiske overtid til tipsbladet.dk.

Det var nogle rodede minutter, som Würtz' citat også indikerer. Og den dag i dag holder cheftræner Morten Wieghorst fat i, at det i hvert fald ikke var med hans gode vilje, at nogle råbte, at de skulle afholde sig fra at score.

- Det var meget hektisk, og vi får det at vide nede ved linjen. Det kan godt være, der er blevet råbt ind på et tidspunkt, men jeg hiver jo ikke min målmand med op på hjørne, hvis vi ikke vil score. Jeg tror, at alle, der kender fodbold, ved, at det gør man ikke, hvis man ikke vil vinde, siger han til tipsbladet.dk.

Han afviser dog at gå ind i en diskussion om Superliga-strukturen og det, at det i nogle tilfælde kan betale sig at tabe. Det venter han med, til sæsonen er færdigspillet, siger han.

Sidste år kritiserede vi her på tipsbladet.dk det element af Superliga-strukturen, at det kunne betale sig at tabe. Det blogindlæg kan du læse her.

Se højdepunkter fra kampen her (dog uden det Nicolai Larsens hovedstød på stolpen):


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.