Video : Tipsbladet
Superliga

Solbakken om "CV" i Brøndby: Det er lidt mærkeligt, det er det jo

Carsten V. Jensen og Ståle Solbakken arbejdede gennem mange år sammen i FC København, men nu skal førstnævnte bringe succes til Brøndby IF. Der er noget Sammy Lee over det, siger Solbakken om Liverpool-legenden, der endte i Everton.

Gennem næsten 20 år i alt var Carsten V. Jensen spiller, assistenttræner, sportschef og cheftræner i FC København. I seks af de år arbejdede han tæt sammen med Ståle Solbakken, men nu er de to tidligere kollegaer blevet rivaler.

"CV" er netop tiltrådt som fodbolddirektør i Brøndby IF, FC Københavns ærkerivaler, hvor hans opgave er at samle et hold, der kan byde Solbakkens FCK-mandskab trods. 

Ifølge Solbakken kommer de til at have en fortsat fin personlig relation, men det er stadig underligt at se Carsten V. Jensen i Brøndby. Med udgangspunkt i fyringen af "CV" i 2014 siger han:

- Jeg tror, at den skilsmisse var uundgåelig. Det var jo ikke (kun på grund af) "CV". Han blev fyret i FCK, og på den baggrund bliver det jo lidt lettere at gå ind i fjendens lejr. Men det er lidt mærkeligt, det er det jo. Der er lidt Sammy Lee over det, lyder det fra Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Sammy Lee spillede ti år i Liverpool FC og var med til at vinde tre mesterskaber og to Europa Cup-titler. Senere blev han også assistenttræner i klubben. Men i 2017 tog han et lignende job i Everton under Sam Allardyce.

Carsten V. Jensen kunne i går se Brøndby vinde den første kamp i hans tid i klubben - og den første under cheftræner Niels Frederiksen - da holdet slog FC Inter Turku i første runde af Europa League-kvalifikationen med 4-1. Der er returkamp på torsdag i Finland.