Solbakkens farvel: Jeg har skuffet mange

Næste kamp er fra Solbakkens eneste nedtur som FCK-træner. Foråret 2008.

19. april 2008: Randers FC på udebane.
FCK stillede sådan her: Christiansen - Pospech, »Zanka,« Laursen, Niclas Jensen - Silberbauer, Kvist, Nørregaard, Hutchinson - Grønkjær, Allbäck, og tabte 2-1. Indskiftede Morten Nordstrand udlignede med et kvarter igen, men tre minutter før tid afgjorde Fabinho kampen og så er spørgsmålet selvfølgelig, hvordan man kan komme i krise med sådan et hold?

»Overordnet set, så havde vi to sæsoner i træk spillet europæisk gruppespil i efteråret, og vi manglede erfaring i, hvor mange spillere det krævede. Der var ikke meget udskiftning og nogle spillere rundede 100 kampe på de to år. Spillerne var trætte både mentalt og fysisk. Vi måtte kæmpe for alt, selv om vi rykkede på førstepladsen  i den første kamp efter vinterpausen. Vi virkede slidt. Vi havde ikke noget overksud. Men holdet var heller ikke, som det ser ud. William var ikke den William, han er nu. Allbäck var træt. Grønkjær var meget skadet. Pospech var ny og var usikker i positionsspillet i sit første halvår, Ulrik skulle efter 20 år vænne sig til en ny måde at spille forsvar på og Gravgaard var meget skadet, så »Zanka« spillede det meste, hvilket vi kan være glade for i dag, men som kostede dengang.«

»Sådanne faser ryger alle hold ind i, og vi tabte altså ikke så mange kampe, men vi spillede for mange uafgjort, og det var tungt og på et tidspunkt lå vi endda udenfor de europæiske placeringer, mens boldene blev ved med at ramme Laursen på skulderen på vej mod mål. Var det ikke tre langskud, der gik ind på den måde. Det var utroligt. Men vi kom igen i slutningen af foråret, selv om vi altså nok fejlede lidt både på og udenfor banen i den periode.«

»Men jeg overvejede ikke et sekund min position i klubben, og det har noget at gøre med ledelsen over mig, for de har altid udstrålet ro. Jeg følte også, at vi havde styr på det, og at vendepunktet lå lige om hjørnet. Så det rystede mig heller ikke, at der pludselig var nogle tilhængere, der dukkede op med bannere til træning. Faktisk var det godt, for jeg synes, at nogen af dem afslørede sig selv lidt. Sølv er ikke værdigt, som der stod. Men har man det sådan, så kan man jo aldrig leve med i det, der er fodboldens kerne, at man taber og vinder sammen.«

»Hvis det ikke var sådan, så ville man jo aldrig føle den ekstreme glæde, når noget lykkes. Det gælder for alle hold. Bare se på Real Madrid og den følelse de havde, da de vandt den spanske pokal, for de vidste godt, at de ikke ville vinde ligaen. Hvis Barcelona havde vundet den pokalfinale, havde de nok ikke kørt i åben bus gennem byen,« siger Ståle Solbakken, mens tiden ubemærket hopper 20 måneder frem til starten på den imponerende afslutning i FC København.

16. december 2009: Sparta Prag på udebane i Europa League

FCK stillede sådan her: Wiland - Pospech, Antonsson, Laursen, Wendt -  Hutchinson, Kvist, Nørregaard, Vingaard - Grønkjær, N'Doye, og selv om det var snevejr, iskoldt og FCK kunne nøjes med uafgjort, blev den ubesejrede, tjekkiske mester spillet ud af egen hjemmebane og slået med hele 3-0 på et par mål af Dame N'Doye, der i den periode begyndte at vise, hvor god en angriber han er, og et straffespark af Jesper Grønkjær.

»Den kamp var helt forrygende som afslutning på et efterår, der var begyndt med APOEL og hvor vi siden havde fundet os selv. Og du kan godt have ret i, at kampen i Prag var en del af stilskiftet. Jeg synes nu aldrig, vi har spillet langt, men i de første par sæsoner spillede vi med lav risiko, fordi vi havde skandinaviske spillertyper, der var vant til tryghed, og fordi vi havde fysikkken til at overvinde de andre hold. Men det ændrede sig i de seneste par sæsoner, fordi vi har fået andre typer, så vi nu spiller med flere pasninger i et hurtigere tempo, med større risiko i små områder.«

Læs mere på næste side