Vejle uden Superliga-emne i testkamp
Illustration
Superliga

Vejle uden Superliga-emne i testkamp

Oliver Thychosen, der er jagtet af flere Superligaklubber, er ikke med i Vejles trup til lørdagens træningskamp mod Randers. 

Når Vejle Boldklub lørdag møder Randers i en testkamp forud for den kommende sæson, bliver det uden stortalentet Oliver Thychosen i truppen. 

Angrebstalentet er eftertragtet i flere Superliga-klubber og ønsker selv et klubskifte denne sommer, men man skal næppe lægge noget dramatisk i spillerens fravær ved lørdagens testkamp. 

Vejle Boldklub skriver således på sin hjemmeside, at Oliver Thychosen allerede tidligt har fået fri fra lørdagens træningskamp. Det oplyses dog ikke hvorfor. 

Tipsbladet.dk har forsøgt at få en kommentar fra Oliver Thychosen, men det er i skrivende stund ikke lykkedes. 

Vejle tester i øvrigt tre potentielt nye spillere i kampen mod Randers, der desuden er den nye cheftræner Tonny Hermansens første i jobbet.