Video : Tipsbladet
Superliga

Vendsyssel jagter forårets første sejr: Vi kunne have haft 10-15 point mere

Superliga-oprykkerne har leveret et positivt indtryk - også i foråret - men på bundlinjen står et nul, når det kommer til sejre i 2019. Cheftræneren er dog optimistisk.

Bare tre af forårets første ni Superliga-kampe har oprykkerne fra Vendsyssel FF tabt, og det vidner om et mandskab, der sagtens kan begå sig i dansk fodbolds bedste række, men der er alligevel resultatmæssig grund til bekymring.

Årets første sejr har holdet stadig til gode - i de ni første kampe ikke blevet til en sejr for Jens Berthel Askous mandskab.

Fem gange er klubben gået fra banen med et enkelt point, og klubben ligger lige nu bare et enkelt point foran Hobro IK, der ligger på den frygtede fjerdeplads i gruppespillets pulje 1. Den placering, der - når gruppespillet er forbi - giver en dyst mod den anden puljes firer om at undgå direkte nedrykning.

I Hjørring-klubben er cheftræneren stadig fortrøstningsfuld forud for de sidste fire kampe i gruppespillet.

- I flere kampe har det været få procenter, der har manglet, for at vi kunne få de tre point. Nogle gange er det en enkelt defensiv aktion, som kikser, andre gange må man tage hatten af for modstanderen og sige, det var godt lavet, men selvfølgelig kigger vi på, hvad vi kan gøre, og vi kigger på, om vi har haft chancerne til at lukke kampen, og hvordan vi ellers kan gøre det bedre, siger Jens Berthel Askou til tipsbladet.dk og fortsætter:

- Det, jeg ser, og som jeg synes, er tydeligt, er, at spillerne gør alt, spiller med mod og tror på tingene. I langt de fleste kampene her på det seneste har vi haft momentum, produceret chancer og givet få store chancer væk. Vi mister ikke troen på, at sejrene nok skal komme. Alle dømte os ude på forhånd, men vi er med og har fået point i fem af de sidste seks kampe i Superligaen. Samtidig har vores præstationer været til mere end det (uafgjort, red.). Så vi er fortrøstningfulde i forhold til, at vi er på rette vej.

- Vi skal fortsætte, og så kommer sejren forhåbentlig. Der har også været nogle ting omkring truppen, der har taget tid. Vi fik en del nye ind i vinter, og det var nogle, der kom i forfatning, hvor de ikke var klar til noget som helst. Nogel har døjet med småskader, vi har haft karantæner, og Kamara kom sent ind og havde ikke spillet i tre måneder på grund af lyskebrok. Ham skulle vi så gøre til fodboldspiller på kort tid. Så nogle ting havde brug for at sætte sig.

En af de ting, Jens Berthel Askou dog gerne ser en forbedring på, er udnyttelsen af chancerne, selv om det nok ikke lige er sådan, at klubben scorer på alle muligheder, den tilspiller sig i løbet af kampene.

Og mon ikke cheftræneren også gerne ser et hold, der holder modstanderen fra fadet, når uret har rundet de 90 minutter - som man så det i den dramatiske 3-3 kamp mod Hobro, hvor Pål Alexander Kirkevold scorede i dommerens tillægstid.

- Det er klart, at vi ærgrer os hver gang (det ikke er blevet til en sejr, red), for vi har været tætte på. Men det er ikke noget, der stikker en kæp i hjulet på os, for vi har leveret gode præstationer. Selv om det flere gange har været lige ved og næsten, spiller vi nærmest bedre og bedre, og spillerne arbejder godt i dagligdagen. Vi sprudler af glæde og mod og energi, og det kan spillerne også se og mærke. De kan se på stats og i videogennemgang, at de bliver bedre og bedre.

- Vi skal ikke gå og bilde dem en masse ind - de er allerede topmotiverede. Vi synes egentlig, der er sket meget med os siden i sommer, og vi vidste godt, vi ikke kunne banke et hold op på tre måneder. Men nu får vi point næsten hver gang, og det havde nærmest været sensationelt, hvis vi havde fået som fortjent - så havde vi haft 10-15 point mere på nuværende tidspunkt, mener Jens Berthel Askou.

Senest blev det til 1-1 mod Randers - isoleret set ikke et ringe resultat, men målet for Vendsyssel skal i de sidste fire gruppespilskampe være at holde Hobro bag sig, og det kræver måske en sejr eller to, så Vendsyssel i stedet spiller playoffkamp om helt at styre fri af videre playoffkampe om nedrykning. Det gør man, hvis man slutter som nummer tre i puljen, og modstanderen bliver den anden puljes treer.

- For os er der ikke andet at gøre end at fortsætte, og så er vi forhåbentlig både heldige og dygtige at vinde den næste. Vores tilgang ændrer sig ikke, fordi vi spiller uafgjort, taber eller vinder. Vi skal levere gode præstationer, og det gør vi for tiden, for vi får point stort set hver eneste gang. Så vi har tro på, at vi kan lykkes med én aktion mere, der kan give tre point. Vi er ikke længere fra.

Superliga-holdet Vendsyssel FF møder i de kommende to kampe AaB - lørdag på hjemmebanen i Hjørring, og onsdag i næste uge er der kamp på AaB's bane i Aalborg.