Viborg-back: Jeg var stor AGF-fan i går
Foto: Allan Høgholm/Getty Images
Superliga

Viborg-back: Jeg var stor AGF-fan i går

Kristoffer Pallesen og Viborg FF fik ønskeresultatet i opgøret mellem Silkeborg IF og Viborg FF, og nu kan Viborg med en sejr søndag sikre sig overlevelse i Superligaen og deltagelse i spillet om Europa.

Det så tæt på umuligt ud at undgå playoff om nedrykning fra Alka Superligaen for Viborg FF, men bare to kampe senere står klubben nu med gode muligheder for at redde sig og tilmed komme med i spillet om europæiske pladser.

Efter en 2-1 sejr i Silkeborg for et par uger siden og en pointdeler søndag hjemme mod AaB, er Viborg nu blot en sejr i Aarhus på søndag og lidt AaB-hjælp mod Silkeborg fra at slutte på andenpladsen i gruppen, der tæller AaB, SIF, AGF og VFF.

Det er status, efter AGF mandag aften vandt med 2-0 i Silkeborg.

- Jeg var AGF-fan i går. Stor AGF-fan. Og så er jeg selvfølgelig det helt modsatte på søndag, siger Kristoffer Pallesen, Viborgs højre back til tipsbladet.dk og forklarer:

- Et eller andet sted er det jo det her, der er fedt ved den nye struktur. Det er op og ned weekend efter weekend. Det var ikke sådan, at vi sad med hvide trøjer i går, men vi håbede på et resultat, og jeg blev kisteglad over at have fået en ekstra livline. Nu skal vi selv lægge det sidste kort på korthuset og gøre vores, siger han.

Mens Silkeborg besøger AaB - et sted hvor klubben traditionelt set har det svært - møder Viborg AGF på udebanen i Aarhus. En by, som Kristoffer Pallesen i øvrigt selv bor i. Opgøret mellem AGF og Viborg er en gyser, hvor begge hold kan redde sig med en sejr, og Kristoffer Pallesen ser ikke overraskende frem til mødet med den klub, han i øvrigt spillede i som ungdomsspiller.

- Jeg kender lidt til den her Aarhus-syge, der er, når de vinder et par kampe i træk. De tror selvfølgelig lige så meget på det som os, og de står også i en lidt bedre situation end os (fordi uafgjort kan være nok for AGF, red.). Begge hold kommer med masser af selvtillid til kampen: De har vundet to kampe i træk, og jeg synes, vi har haft et godt forår, hvor der har været et langt forløb med gode resultater, godt spil og en opadgående formkurve. Så vi tror absolut på, at vi kan tage de tre point.

- Og så er der ikke andet at håbe på, end at AaB - i og med at de er reddet - kan spille løssluppent og frit. Jeg er 100 procent sikker på, at AaB tager det så seriøst, at de kommer til at ære puljen, siger Kristoffer Pallesen.

Selv hvis Viborg ikke har held med missionen på søndag, er det alligevel værd at holde hovedet koldt, for der er fortsat muligheder for at overleve i Superligaen. De to dårligst-placerede hold fra de to grupper mødes om en enkelt direkte nedrykningsplads, mens et af de fire hold går helt fri af nedrykning. De to andre skal spille playoff mod nummer to og tre fra NordicBet Ligaen om pladser i Superligaen næste år.

- Det er ikke liv eller død på søndag - det er det ikke. Og det er også charmen ved den her struktur, for i mange tilfælde får man en chance mere. Det er også det, vi har gået og sagt til hinanden. Der er ingen grund til, at det er liv eller død endnu. Det er ikke ord, vi tager i munden endnu.

- Nu skal vi gøre vores og gøre alt for at vinde den kamp. Det er svært at se den kamp ende uafgjort, og mangler vi et resultat, kommer vi til at kaste alt overbord til sidst, siger Kristoffer Pallesen.

Lige for at ridse scenarierne op igen: Vinder Silkeborg, er det AGF og Viborg, der sammen med AC Horsens og Esbjerg fB er de fire hold, der skal spille playoff om nedrykning, mens Silkeborg i kraft af pointtab vil overtage vinderen af opgøret mellem AGF og Viborgs plads i nedrykningsplayoff.