Video : Tipsbladet
VM

Michael Jakobsen advarer Australien: I skal eliminere Eriksen

Skal Australien stoppe Danmark, skal de først stoppe Christian Eriksen, lyder dommen fra Michael Jakobsen, som har sin daglige gang i Australien.

Den tidligere Superliga- og landsholdsspiller Michael Jakobsen skiftede tilbage i 2016 tilværelsen i Esbjerg fB ud med Melbourne City i Australien. 

Her nåede forsvarsspilleren at spille to år, inden at han tilbage i januar skiftede til en ny australsk klub, Adelaide United.

I morgen, torsdag, møder Danmark så Australien i den anden gruppekamp ved VM-slutrunden i Rusland, og her anbefaler Michael Jakobsen "The Socceroos" at holde et vågent øje med særligt en bestemt dansker:

- Hvis Australien kan eliminere Christian Eriksen fra kampen, får Danmark det svært. Han er nøglen til det offensive spil, fortæller Jakobsen til fodboldmediet FourFourTwo. Han tilføjer samtidig, at Pione Sisto kan udgøre en "massiv trussel" i den danske offensiv. 

Michael Jakobsen, der fik fem kampe i den danske landsholdstrøje, anser i øvrigt tabet af William Kvist som et hårdt slag for Danmark og den måde, som Åge Hareide gerne vil spille fodbold på:

- De har ikke nogen, som kan træde ind på samme position og udfylde den, som han gør det, udtaler han.

Forsvarspilleren, der foruden Esbjerg fB både har spillet i AaB, FC Nordsjælland og FC København, forudser yderligere, at Frankrig vinder alle deres tre gruppekampe og dermed avancerer fra Gruppe C. 

Den 32-årige Adelaide-stopper er dog ikke nær så sikker angående Danmarks muligheder for avancement:

- Jeg var sikker, før at turneringen startede, men det er jeg ikke længere, lyder det fra fra Michael Jakobsen.

Danmark møder Australien kl. 14.00 dansk tid torsdag eftermiddag.