C/N: Smuldrer magtens slot? Præsidentvalg i FIGC

Var der nogen, der lagde mærke til Italiens indsats ved VM, eller druknede det i, at Luis Suarez tog en bid af et så utiltalende mandfolk som Giorgio Chiellini? Anyways, Italien gav os en genudsendelse af Marcello Lippis ulykkelige svanesang fra 2010. Den eneste kamp, det lykkedes for dem at vinde, var den nemmeste af de tre kampe, kampen mod England.

Når Italien ryger ud af VM efter gruppespillet, går træneren af, og det gjorde Cesare Prandelli også. Prandellis projekt havde med mandens egne ord ikke været et vindende projekt. Under Prandelli skulle Italien i modsætning til tidligere altid angribe og skabe kampene. Prandelli indførte også et meget omtalt etisk kodeks, som tilmed stort set altid blev håndhævet; havde en spiller karantæne for en dumhed, blev denne ikke udtaget til landsholdet. 

Sammen med Prandelli gik også formanden for fodboldforbundet Giancarlo Abete sin vej. Han havde siddet siden 2007, år 0 efter Calciopoli-skandalen, og det var stort set lykkedes for ham at styre italiensk fodbold gennem større skadaler. Nå ja, hvis man ser bort fra det der med matchfixing op mod EM i 2012.

Nu skal man så finde en ny.

Valget

Som noget nyt i valg til præsidentposten i italiensk fodbold er der ikke bare en, men hele to kandidater. Der er den erfarne Carlo Tavecchio samt den i Danmark måske lidt mere navnkundige Demetrio Albertini. That's right, Demetrio Albertini. Ham fra det der Milanhold med Savicevic og Boban og alle de andre. Nu er han trods sine kun 43 år vicepræsident for FIGC.

Mange kan blive enige om, at italiensk fodbold har brug for fornyelse. Topklubberne tør, på grund af det enorme pres for øjeblikkelige resultater, ikke bruge spillere af egen avl. Ja, de italienske klubber skraber den europæiske bund for klubbernes andel af spillere, de selv har fremavlet.

De militante ultras har for meget magt på de faldefærdige stadions rundt om i landet. Det blev bedst vist ved årets Coppa Italia-finale mellem Fiorentina og Napoli, hvor det så ud som om, at myndighederne ventede på Napolis capoultràs (chef for ultras) accept af, at kampen kunne begynde, efter en Napolitilhængeren Ciro Esposito var blevet skudt af en Roma-ultrà. Disse forhold får normale mennesker til at holde sig væk fra stadion. 

Det er kun et par af de problemer, som en ny præsident for FIGC kan tage sig til. Det er store opgaver, men ikke noget, som en kandidat med gåpåmod for at sikre den bedst mulige videreførsel af den italienske fodbold ikke bør kunne gå til with a spirit of bold curiosity for the adventure ahead.

Problemet er, at sådan fungerer det ikke, og slet ikke i Italien. Præsidentvalget afspejler langt dybere politiske problemer i landet.

Korrupte blandede bolsjer

Valget til præsident for FIGC er historien om det over tyve år gamle (og still going strong) opgør med en politisk elite og politisk kultur, som fortsat lammer det italienske samfund.

Den nuværende premierminister Matteo Renzi forsøger netop nu at reformere det italienske samfund, begyndende med toppen. Den alt for dyre, ineffektive og inkompetente politiske top skal laves om, så Italien måske igen kan skabe resultater. Men det går lidt som med at reformere AGF. Det italienske Senat, som ifølge Renzis reformplaner skal smides på porten, stritter imod som Brian Steen. Det sker, selv om alle inderst inde ved, at reformerne er nødvendige for at få noget som helst gjort. Og noget må gøres.

Siden den store korruptionsskandale Tangentopoli i begyndelsen af 90'erne - dengang Tassotti-Baresi-Costacurta-Maldini var en ting - har det italienske politiske system været i gang med en forandringsproces, der ingen vegne er kommet. Meget kan tilskrives førnævnte firbackkædes mæcen Berlusconi, som var mange italieneres valg til at lede denne proces. Men ikke engang i Italien kan man skyde hele skylden for tyve års politisk stilstand på en mand. Den anden republik, som de sidste tyve års italienske politiske historie kaldes, har været en uudnyttet mulighed for forandringer. 

Renzi indgyder mange håb om, at denne fiasko kan ændres, men han bremses af de mange, der har lukreret højt på den anden republiks larmende stilstand. Ikke mindst Senatets Brian Steen-typer.

Situationen i FIGC er på mange måder den samme. Siden moderne italiensk fodbolds år 0, VM-titlen og Calciopolis 2006, har italiensk fodbold været i gang med en forandringsproces, hvor ingenting er sket. 

For at se hvilken politisk kultur Tavecchio står for, kan man sammenligne hans CV med de tidligere FIGC-præsidenters:

1986-1987: Franco Carraro. Senere sportsminister og borgmester i Rom efter en deal mellem Kristendemokraterne og Socialistpartiet, hvis hang til noget lyssky omgang med offentlige midler bragte den første republik til sit fald. Nuværende senator for Berlusconis Forza Italia.

1987-1996: Antonio Matarrese. Parlamentsmedlem for Kristendemokraterne. Stor kanon i såvel fodboldklubben som byen Bari. Ovenpå mordet på politibetjenten Filippo Raciti i Catania udtalte han, at "fodbold er en af landets vigtigste industrier, og den kræver sine ofre". Meget empatisk type.

1996-2000: Luciano Nizzola. Tidligere stor kanon i Torino (klubben). Senere karriere op gennem fodboldforbundet.

2000-2001: Gianni Petrucci. Tidligere vicepræsident i Roma. Senere formand for Italiens Olympiske Komité. Tidligere og nuværende formand i det italienske basketballforbund.

2001-2006: Franco Carraro. Igen. Under ham skete calciopoli. Hovsa.

2007-2014: Giancarlo Abete. Tidligere parlamentsmedlem for Kristendemokraterne. Har været i bestyrelsen for det italienske svar på Dansk Industri - Confindustria.

Nu står valget mellem:

Carlo Tavecchio: Tidligere borgmester for Kristendemokraterne i en eller anden lille by i det allernordligste Italien. Har siden da haft et hav af formandsposter i FIGC.

eller

Demetrio Albertini: Tidligere midtbanespiller for (mest) Milan. 79 landskampe for Italien. Efter en kort sejour i den italienske spillerforening har han siden 2007 været vicepræsident i FIGC.

Valget Demetrio Albertini og Carlo Talvecchio er valget mellem en outsider og en repræsentant for det, Pier Paolo Pasolini kaldte il palazzo - slottet. I slottet er man enten indenfor eller udenfor, og FIGC skal nu vælge, om de vil åbne op for en verden, der har forandret sig, mens de selv har stået stille.

Stilstanden har medført, at æstetisk set inferiøre ligaer som Premier League og Bundesfuβball er kommet foran ligaen, der introducerede verden for Dario Hübner og Carletto Manzone.

For kort tid siden ville udfaldet af valget være givet; Tavecchio har dog valgt at lytte til et ganske dårligt råd fra sin pressevejleder, da han valgte at kalde udlændinge for "sådan nogle, der spiser bananer og så kommer herop og spiller for Lazio". I disse Dani Alves-dage, hvor civiliseret opførsel over for andre mennesker heldigvis er et godt signal at sende, har det fået mange klubber og andre repræsentanter til at trække deres støtte. Albertini lider ikke af at have sagt den slags stupide sager. Han lider af at være en outsider. 

En outsider, der vil indskrænke Serie A til 18 hold for at højne niveuaet og tvinge klubberne til at have et antal spillere af egen avl i trupperne.

Valget finder sted 11. august. Tavecchio har de lavere rækkers støtte, mens Albertini støttes af Damiano Tommasis spillerforening og flere af flere af klubberne, som efterhånden har skuldret, at det ikke er god marketing at støtte en kandidat, der ytrer sig halv- til helracistisk under valgkampen.

Tiden vil vise, om beboerne af magtens slot vælger at fortsætte med en af deres egne, eller om slottet med Albertinis ord vil smuldre.

Jonas Neivelt

Conte/Nestor-skalaen er et skrivekollektiv udi sport og spil. Conte/Nestor er alvorlig satire. Her bliver alle hadet og latterliggjort ligemeget, ikke mindst dem selv. Der tages ingen fanger. For kontakt. Prøv Facebook, Twitter eller contenestor@tipsbladet.dk