Blog: Oprykningsspecialister og elevatormanagers
Generelle

Blog: Oprykningsspecialister og elevatormanagers

Chris Hughton er tilbage i Premier League efter oprykningen med Brighton, men al sandsynlighed taler for, at han ikke holder sæsonen ud. Måske kunne både managers og klubber på den lange bane få mere ud af, at acceptere forventelige nedrykninger og lade træneren lære af sine fejl?

Af Andreas Brøns Riise

Af de nederste otte hold i Premier League-tabellen har fem af dem forsøgt sig med at skifte manager for at vende sæsonen til det bedre.

Swansea har været igennem intet mindre end tre managers i denne sæson, men når satsningen lykkes, og Paul Clement tager en fra sidstepladsen til sikret overlevelse i næstsidste spillerunde, kan man dårligt kritisere beslutningen.

For hverken Hull eller Middlesbrough lykkedes operationen dog, og begge nedrykkere skal efter al sandsynlighed på markedet efter ny manager i sommerpausen.

Marcos Silva har kontraktudløb og har på trods af nedrykningen fået så stor en stjerne i det fodboldengelske, at han nok er at finde i Premier League igen efter sommerferien.

I Middlesbrough har interimmanager Steve Agnew ikke præsteret andet end at ødelægge en af de mest vandtætte defensiver i ligaen uden at have gjort offensiven mindre tandløs af den grund.

Også hos den tredje nedrykker, Sunderland, er der åbne spørgsmål på managerposten. David Moyes henviser uden den mindste glæde til, at han har en treårig kontrakt, som han agter at opfylde, men kun hvis ejer Ellis Short giver ham nok midler til at genopbygge holdet.

Det vil sige, at alle tre nedrykkere kan ende på markedet efter en manager i sommerferien, og dermed melder sig et spørgsmål af de større:

Går man efter en manager, der har bevist sig i Championship, eller har man blikket rettet så langt ud i fremtiden, at man allerede tænker i en mand, der skal etablere klubben i Premier League, næste gang man kommer op?

En anden verden

Det er en så tyndslidt kliché, at det næsten er en kliché, at påpege at det er en kliché, men at spille Championship er et helt andet game end den øverste række.

Og der tegner sig et billede af, at man er ved at få en række managers, der er specialister i at rykke op fra Championship, men som sjældent holder længe i jobbet i Premier League, hvis nedrykningstruslen melder sig.

Til gengæld er det langt fra sikkert, at den manager, der ville kunne etablere en nyoprykket klub i Premier League, også ville kunne føre den ud af Championship.

Lad os som et pædagogisk eksempel tage de to direkte oprykkere fra dette års Championship. Newcastle er blevet kaldt for det bedste hold nogensinde i den næstbedste række og sikrede sig inden sæsonen indtil flere spillere, der ellers havde fast plads på et Premier League-hold.

Til at styre denne samling lokale verdensstjerner har man ingen ringere end en vis Rafa Benitez – en manager med et Champions League-trofæ på cv'et.

Alligevel skulle der gummiben i Brighton til, før Newcastle kunne indtage den førsteplads, som alt andet end havde været en skuffelse.

Holdet fra badebyen på sydkysten er trænet af Chris Hughton, der sikrede selvsamme Newcastle oprykning i 2009/10 men blev fyret som den første træner i den efterfølgende Premier League-sæson i december.

Herefter hev han en fjerdeplads med Birmingham hjem i 2011/12, inden han i 2012/13 fik lov til at stå i spidsen for Norwich i den bedste række.

Her lykkedes det med udgangspunkt i en solid defensiv og dræbende kedelig fodbold at hente en imponerende 11. plads. Det til trods blev Chris Hughton fyret april 2014, da Norwich lå på en 17. plads med ét point op til stregen. Norwich rykkede ned på en 18. plads.

At lære af sine fejl

Nu er han så tilbage i Premier League med Brighton, og jeg er meget spændt på at se, hvad han har lært af de to tidligere fyringer i bedste række.

Og her kunne jeg godt tænke mig at trække en parallel til Burnleys succesmanager Sean Dyche. Han oplevede, da Burnley var i Premier League sidst, at det er meget svært at overleve alene på disciplin og en fornuftig defensiv. Der var simpelthen for få mål i hans Burnley-hold.

Herefter brugte han næste sæson på at gøre dem til det mest scorende hold i Championship, inden man altså i år med to angribere og direkte spil har overgået alle forventninger med den nuværende 15. plads.

Og Sean Dyche er vel kandidat til at få lov til at tage et skridt op til en midterklub, når der bliver et managersæde ledigt i en sådan. Det samme må Eddie Howe, der har etableret Bournemouth i Premier League trods en hullet defensiv, være.

Chris Hughton har for længst bevist, at han kan rykke et hold op fra Championship. Sammen med Sean Dyche og Steve Bruce må han nærmest regnes som specialist i den disciplin.

Han har skruet op for angrebscharmen i Brighton, men er der mål nok i holdet til, at man kan undgå at blive draget ind i nedrykningsspillet?

Elevatormanagers

For ligger de under stregen, når vi nærmer os marts, så er der desværre en ganske god sandsynlighed for, at der skiftes ud på managerposten, og Chris Hughton får ry som en elevatormanager. God i Championship – ikke god nok til Premier League.

Der er ikke mange klubber, der ligesom Burnley kan stå for fristelsen for at skifte ud på posten, hvis en (i øvrigt forventet) nedrykning truer. Det sker med argumenterne ”det kan jo være” og ”hvad er der egentlig at miste?”

Nu er der ganske mange valide grunde til at ville skille sig af med dramatiske Aitor Karanka, der vist nok ikke var på særlig god fod med en del af spillerne, men ellers er han et glimrende eksempel på, hvad der er at miste ved at skifte manager.

Middlesbrough skal nu sammen med nedrykningskollegaerne fra Hull på markedet efter en manager, der har bevist, at han kan spille et hold ud af Championship. Sådan en havde man for tre måneder siden. Det, man højst sandsynlig får brug for, hvis man rykker ned, skiller man sig af med, fordi man ligger til nedrykning.

Og måske har han lært noget af det forfejlede år i Premier League? Det kommer i så fald hans næste arbejdsgiver til gode nu. En arbejdsgiver, der sikkert bliver i Championship.