• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Esben Suurballe Christensen

EM-bøller: Naivitet og idioti har en pris

EM-bøller: Naivitet og idioti har en pris
Foto: Thanassis Stavrakis / Polfoto

EM-balladen mellem de russiske og engelske fans kaster en mørk skygge over EM - få her syn på sagen fra blogger Esben Suurballe Christensen

Af Esben Suurballe Christensen

På en dag hvor en redaktionssekretær på tante berlingeren pillede ved journalistens arbejde og beskyldte de 96 ofre for Hillsborough katastrofen for hooliganisme, er det værd at gøre sig nogle tanker ovenpå weekendens uroligheder i Marseille. For unøjagtigheder, agendaer og rygter kan hurtigt blive til sandheder. Sandheder der er svære at modbevise.
 
Jeg er meget optaget af, at fodboldsupportere bliver behandlet på samme måde, som folk der går til andre kulturelle begivenheder. Optaget af, at vi har lært noget af 80erne, hvor fodboldfans især i England blev behandlet og skåret over én kam, som umodne bøller, der ikke kunne finde ud af andet end at slås og hærge. Selvfølgelig var der dengang beviser nok på en adfærd der kunne putte brænde på bålet, for tiderne var hårde i England under 80erne og der var optøjer overalt i England. Ikke kun på fodboldstadions. Der var ingen grå områder. Kun sort og hvidt. At sådan var fodboldsupportere. Det var den gængse stereotype både blandt myndigheder og i pressen. Især i tabloidpressen, ikke overraskende.
 
Derfor er det interessant, hvis man kan tillade sig at bruge det ord om episoder hvor folk kommer til skade, som følge af hjernedød adfærd, at følge mediernes og heriblandt også de danske mediers rapporter fra fredagen og lørdagen i Marseille. Studieværter og udsendte medarbejdere langt fra Sydfrankrig, akkompagnerede levende billeder optaget med mobilkameraer med formodninger og reportager de havde fået fortrinsvis fra sociale medier. Folk hjemme i stuerne, både i England og Danmark, inklusiv den jeg sidder i nu, havde velkvalificerede meninger om, hvad der skete adskillige kilometer væk i et andet land. Om fredagen var der ingen tvivl. Horder af stinkende berusede englændere havde angrebet alt og alle i et håb om at føre kolonimagten tilbage til storhedstiden. Igen sort og hvidt. Ingen grå områder. Reportagerne gav indtryk af, at de ca. 40.000 englændere der var i Marseille den weekend, alle som én havde en stor løve tatoveret på armene, en skaldet isse og en uslukkelig beruset blodtørst. Mediepersonligheder herhjemme og i udlandet var hurtigt ude med fordømmelsen. Ikke plads til nuancer. Alle som en der var i Marseille og havde et engelsk pas havde gjort England til skamme. Der var tumult ved køen for automatik reaktioner. For man skulle helst komme først med sin mening. Med sin fordømmelse. Og den kunne ikke være hård nok. Piers Morgan´s Of The World Don´t Unite And Take Over!
Om lørdagen gik det helt galt. Før det gik op for de fleste, at russernes voldelige elementer blandt supporterne nu var landet i Marseille, blev automatikreaktionerne skruet nærmest skingert op. Inklusiv hos mig selv. Indtil det gik op for os alle, at nu var det englænderne der blev jagtet. At lige så tamme russerne var på banen, lige så voldeligt organiseret og empati løse var deres hooligans fraktioner uden for banen.
 
Heldigvis kunne jeg via Twitter se igennem sort og hvidt, hvis jeg sorterede lidt i nyhedsstrømmen. Især én twitterprofils opdateringer gjorde indtryk, da den både fredag og lørdag gik lidt imod den gængse almene opfattelse af, hvad der skete i Marseille.
 
Jeg har gennem mine mange besøg i Liverpool fået et bekendtskab op at køre med flere af personerne fra det anerkendte Liverpool FC supporterende podcast – og mediekollektiv, The Anfield Wrap, som jeg abonnerer på, for dagligt at få intelligente og kvalificerede opdateringer i og omkring både Liverpool FC. En af værterne derpå, John Gibbons var i Marseille fredag og lørdag og hans opdateringer gjorde stort indtryk på mig. Især da han lørdag nat skrev, at han aldrig nogensinde havde oplevet noget så vildt i og omkring en fodboldkamp nogensinde før. Jeg kender John. Vi er jævnligt i kontakt. Han holder mig opdateret med, hvilke bands jeg skal tjekke ud på den musikalske Merseyside scene. Jeg ved,  at han har set mere end 800 kampe i levende live med Liverpool. Hjemme og ude. I England og nærmest hele Europa, og at han er en jovial, jordnær fyr der ikke sådan er at ryste. Han er til gengæld fed at feste med, men det er en anden sag.
 
John var påvirket dog. Ikke kun over hvad han havde oplevet lørdag, men også over hvordan fredagens skærmydsler var blevet gengivet. For det var slet ikke så sort og hvidt som forsiderne lørdag morgen beskrev. Der var en masse gråt. Så jeg smed en sms til John søndag morgen, for at høre om han var ok og i sikkerhed, og om han ville hjælpe med med at finde nuancerne i weekendens begivenheder i Marseille. Finde det grå.
 
Lad os lige slå det fast med det samme. Liverpool FC supportere har generelt ikke meget tilovers for England og deres supportere. Da slet ikke nu hvor Roy Hodgson er manager. Liverpool er en ø i sig selv. Scouserne ser på det engelske landshold som en London ting. Uanset hvor mange Liverpool FC og Everton spillere der til hvilken tid er repræsenteret. Scouse not english. Det syn deler John, ved jeg. Han var i Marseille, fordi han havde købt billetterne lang tid før han vidste, at England skulle spille der og at de skulle møde Rusland. De var to afsted. Flere skulle have været med, men solgte deres billetter, da det viste sig at England blev parret med Russerne. Mange kunne allerede dengang lugte problemer. Så John har ingen interesse i at gengive England supportere som renskuret mønsterborgere. Han vil til gengæld gerne snakke om proportioner, da jeg ringer ham op en regnvåd tirsdag på Merseyside.
 
John fortæller mig, at fredagens uroligheder starter, da omkring 100 England fans har samlet sig foran to pubber nede ved havnen i Marseille. Det er der myndighederne har fortalt dem er sikrest at være. Når du har været afsted med Liverpool FC i Europa så mange gange som John har, så får du et vis kendskab til, hvad du kan tillade dig i hvilke byer. Hvilke byers myndigheder og indbyggere der har hvilken form tolerance. Det var primært det der gik galt om fredagen, fortæller John. Mange af de der supporter England, i al fald dem der drak i mange timer på havnen i Marseille, er fans af små klubber hjemme i England og har ikke været uden for det britiske øhav med fodbold særligt ofte. Så der er en masse naivitet involveret, blandt de her England fans.
 
For det var ikke de traditionelle hooligans. Nope, de sad hjemme i England med passet inddraget indtil slutrunden er forbi. Det her var 200 fjolser, der troede man kunne indtage en del af Marseille. Marseille med dens store koncentration af ikke vestlige indvandrere. Og synge om at man ikke vil tilhøre Europa mere, hvis det ikke var for England så var Frankrig tysk og alt det jazz. Altså rendyrket idioti på vers. Det kræver ikke stor fantasi, at det i en by som Marseille, kan provokere nogle. Især de hooligan fraktioner i Marseille, som byen også er kendt for, og som havde ventet på at englænderne kom.
 
 
Kombinerer du det, med de her 200 naive, snotdumme og ikke mindst stive englændere der ikke lader en chance for at bevise deres mandsmod gå til spilde. Ja, så har du de tumpede og forkastelige scener vi så fredag aften. John fortæller, at ellers rundt i storbyen Marseille, sad tusindvis af andre englændere og drak stille og roligt med resten af lokalbefolkningen. Det gik desværre tabt i nyhedsstrømmen om fredagen. Det havde ikke den store interesse. Det var ikke det, der var narrativet. Det var ikke sort/hvidt nok.
 
Lørdagens uroligheder foregik i hele byen fortæller John. Det var det der gjorde det så skræmmende. De russiske hooligans angreb med militærets præcision. Og de angreb ikke kun de 200 fjolser der stod på havnen og ikke havde lært en skid. De angreb alle der bare mindede om engelske. Der var ingen steder at gå hen. Russerne havde tandbeskyttere på og mixed martial arts handsker. De var store og veltrænede, fortæller John. Det var ikke, ølmaver, pintsglas og bare næver. Det var krig. Men det var krig på prestige og overmagt. For John fortæller, at alle de russiske hooligans havde traditionelt britisk hooligan/casual tøj på. Og de fleste af deres slogans stod på engelsk. Det handlede, altså om at vise ophavsmændene ikke kun til fodboldspillet men også hooligan bevægelsen, at nu var der kommet nye førerhunde til og de var russiske, de bed hårdt og de var en stormagt.
 
John var for første gang i sit liv med fodboldrejser decideret bange. For normalt holdes urolighederne til max et par steder, så man ved, hvor man skal gå hen for at undgå dem. Det kunne man ikke her.
 
Det fortsatte på stadion. Så længe UEFA insisterer på at fortrinsvis først at sælge billetterne til de neutrale tilskuere frem for gennem de nationale fodboldforbund, ja så kommer der et sortbørsmarked, som gør at du sikkerhedsmæssigt ikke har styr på,  hvilke fans der står med hvem. John stod ved siden af russerne. Men da russerne udlignede, smuttede han. Han vidste det ville gå galt. Og ganske rigtigt. Russerne stormede afsnittet ved siden af dem og fyrede nødblus og raketter af for at ramme de andre tribuner. John følte sig først sikker igen, da han var tilbage på hotellet. Dagen efter tog han til Nice for at se Polen mod Nordirland. Der var en helt anden stemning. En stemning af fest og fordragelighed mellem tilskuerne fra de to nationer. Også selvom der her blev rapporteret om lidt skærmydsler. Men det så John intet til. Der var heller ikke den arv, at have stået fader som nation til hooligan bevægelsen, som man kunne udfordre. Uanset om man så ville udfordres eller ej.
 
Efterspillet har været, at det russiske fodboldforbund har fået en betinget dom for urolighederne på stadion i Marseille. Sker det igen, bliver de smidt ud af turneringen. De britiske myndigheder er i gang med at få identificeret de fjolser der spillede op til – og bød sig til overfor de lokale utilpassede unge og Marseilles hooligans fraktioner.
 
England har en fodboldmæssig fortid og historie indenfor – og udenfor banen. Den rejser med dem uanset, hvor de tager hen. Det er på tide de lærer af den. Naivitet og idioti har en pris. For der er maskerede mænd fra øst der vil lege med. Måske igen allerede i de kommende dage i Lille. For dem er en betinget dom en by i Rusland.
 
Vil I blive lidt klogere på dele af det der skete i weekenden i Marseille, kan I med fordel lytte til det her.

Superliga

Optakt: AGF - Brøndby IF
Optakt: AGF - Brøndby IF

En af sæsonens største kampe i Århus spilles søndag, hvor rivalerne fra Brøndby IF kommer på besøg. Begge hold har br...

Mere Superliga

Fokus