• Hent Tipsbladets app og få push notifikationer om seneste nyt, livescores mm.
  • Tilmeld dig nyhedsbrevet og få dit daglige skud fodbold til frokostpausen
    Tilmeld nyhedsbrev
  • Vær med hvor og når det sker og deltag i debatterne - følg Tipsbladet på:
Hold dig opdateret - følg Tipsbladet på:
Superliga Ole Hoffskov

Optakt: Esbjerg fB - SønderjyskE

Esbjerg skal forsøge at vaske skuffelsen fra Randers-kampen af sig mod SønderjyskE, der ligeledes skal revanchere et nederlag fra sidste runde i Aarhus.

Af Ole Hoffskov

Kampfakta:
Kampstart: Mandag klokken 19.00
Spillested: Blue Water Arena, Esbjerg 
Dommer: Jens Maae
På TV: TV3 Sport
Hashtag: #efbsje

Holdnyt:
Esbjerg fB:
Det har været en lang uge i Vestjylland. I seneste runde mod Randers FC oplevede Esbjerg et stort klimaks og et endnu større antiklimaks. John Lammers mandskab var foran 3-0 på hjemmebane med mulighed for at gøre det til 4-0 på straffespark efter en time. Det burde ikke kunne gå galt, men det gjorde det. Anders Dreyer brændte fra 11 meter, og Randers fyrede op for et beundringsværdigt comeback, der kulminerede med en sen udligning af Erik Marxen.

Dermed gik Esbjerg glip af den første sejr siden tilbagevenden til dansk fodbolds fineste selskab. 

Det har dog ikke kun været en dårlig uge for Esbjerg. Tirsdag blev vestjyderne op mod 17 millioner kroner ringere, da salget af Anders Dreyer til Brighton faldt på plads. Tabet af Dreyer bliver stort rent sportsligt, men 17 millioner er utroligt mange penge for en oprykker i Superligaen.

Dermed er der også rigeligt med penge i kassen til at betale løn til Rafael van der Vaart. Den hollandske verdensstjerne blev præsenteret som ny Esbjerg-spiller kort før Randers-kampen, men han må vente lidt endnu med at komme i aktion. Cheftræner John Lammers har nemlig vurderet, at hollænderen ikke er kampklar endnu. 

Esbjerg må undvære skadede Rodolph Austin mod SønderjyskE, mens Agus Garcia afsoner karantæne efter udvisningen mod Randers FC.

SønderjyskE:
En chancerig kamp mod AGF i seneste runde endte med et nederlag til SønderjyskE på 0-1, og dermed står Haderslev-klubben fortsat blot noteret for en enkelt sejr i sæsonen. Det kaster også en lidt lunken placering af sig i tabellen.

Hvis man ser bagved resultaterne, har SønderjyskE imidlertid leveret fint i alle fire kampe, og derfor er man formentlig heller ikke bekymrede i det sydlige Jylland. Det ændrer dog ikke på, at der skal lidt flere point på kontoen.

SønderjyskE har op til Esbjerg-kampen fået tilgang af Alexander Bah, der var en stor profil for HB Køge i NordicBet Ligaen, og man kan sagtens forestille sig, at han går direkte ind i startopstillingen mandag aften. I Alexander Bah har SønderjyskE nu fået en decideret højre kant, der kan frigøre Johan Absalonsen til en for ham lidt mere hjemmevant position.

Mens SønderjyskE-spillerne inde på banen kæmper for at få flere point på kontoen, arbejder sportschef Hans Jørgen Haysen udenfor på at trimme truppen en smule. Marko Mitrovic, Silas Songani og William Tchuameni kan alle stå foran klubskifter.

SønderjyskE har hverken skader eller karantæner i truppen.

Karantæner:
Esbjerg fB: Garcia
SønderjyskE: Ingen

Bud på startopstillinger:
Esbjerg fB (4-3-3): Højbjerg - Anyembe, Halsti, Brinch, Lauridsen - "Lungi", Parunashvili, Kauko - Kristensen, Petre, Oti

SønderjyskE (4-4-2): Mielitz - Gartenmann, Pedersen, Luijckx, Marfelt - Bah, Jonsson, Rømer, "Greko" - Hvilsom, Lieder

Profilen:
Joni Kauko kunne have noteret sig for to mål mod Randers FC, hvis han havde haft hår på hovedet, men finnen måtte nøjes med en enkelt, hvilket også var en flot en af slagsen. Det er tidligt at fælde dom, men Kauko virker noget bedre tilpas i Esbjergs formation, end han gjorde i Randers FC, og det skal blive spændende at se, om han kan blomstre i denne sæson. I første omgang handler det om at følge en god præstation op med endnu én mandag aften.

Vidste du, at..:
26 gange har Esbjerg og SønderjyskE mødt hinanden i Superliga-regi, og kun tre gange er kampene endt målløse. Seneste nullert var tilbage i efteråret 2014, men i de seks seneste opgør har holdene ikke haft problemer med at score mod hinanden.

Dom:
Vi tror på en sejr til SønderjyskE. Esbjerg vil helt sikkert være opsatte på at revanchere den kedelige Randers-kamp, men vestjyderne skal lige finde det rigtige ben at stå på efter salget af Anders Dreyer, og SønderjyskE er et klogt hold med masser af rutine. Gæsterne vinder 2-1 i Esbjerg.

Tidligere indbyrdes kampe, form og tabel:

Superliga

Mere Superliga

Fokus