Video : Tipsbladet
Europa League

Solbakken må rotere: Rasmus Falk skadet igen

Endnu en gang holder problemer med nakken Rasmus Falk ude af en vigtig europæisk kamp, så manager Ståle Solbakken må finde et alternativ.

Det tyder på, at Rasmus Falk har taget mere eller mindre permanent ophold på FC Københavns centrale midtbane. Falk er fløjet inden om og har overhalet folk som William Kvist og Jan Gregus som Zecas foretrukne makker, men i torsdagens vigtige Europa League-kamp mod Atalanta må manager Ståle Solbakken finde en anden løsning.

Falk er nemlig ukampdygtig med en skade. Han fik et piskesmæld i forrige uges kamp mod Brøndby IF, hvilket også holdt ham ude af returkampen mod CSKA Sofia for en uge siden. Det brød op igen mod AGF i søndags.

- Han følte sig god i de første 30 minutter, det gik nogenlunde i de næste 30, og så blev det skidt i de sidste 30. Nu er det lidt tilbage, hvor der var, og jeg har fået besked af Morten Boesen (klublæge, red.) og "Dave" (David Cosgrave, sundhedschef, red.) om, at han ikke kan spille, så vi skal i hvert fald justere noget, siger Ståle Solbakken til Ekstra Bladet.

Da Rasmus Falk sad over mod CSKA Sofia, var det Jan Gregus, der fik chancen i hans sted. Spørgsmålet er, om han får den igen denne gang, eller om William Kvist skal udgøre en defensivt solid central midtbane med Zeca mod en formodet stærk modstander i Atalanta.

Foruden Falk skulle Solbakken dog have ganske få skadesproblemer at bekymre sig om. Det tyder på, at det kun er angrebsreserven Jonas Wind, der også sidder ude - hvilket han til gengæld helt sikkert gør. Han forventes først klar igen om en måneds tid.

Læs vores opktakt til FC Københavns besøg hos Atalanta her.