Stejlt fald i tilskuere siden ny Superliga-struktur: Laveste i 10 år
Udviklingen var på vej alligevel, men indførslen af den nye Superliga-struktur har bare forstærket den: I de to seneste sæsoner er der kommet færre og færre tilskuere i gennemsnit til kampene i landets bedste række.
I sidste sæson kom der i gennemsnit 5881, hvilket er det laveste tal i mere end ti år. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
Tendensen pegede i forvejen mod færre tilskuere, hvilket var en af årsagerne til, at Superliga-klubberne besluttede at lave strukturen om. Tallene viser dog, at gennemsnitstallet er faldet stejlt, siden den blev indført. Det fremgår af den grønne kurve herunder.
Kilde: Danmarks Statistik.
Til gengæld viser samme diagram, at der er kommet flere tilskuere til Superliga-kampene samlet set i de to seneste sæsoner. Forklaringen er slet og ret, at der bliver spillet flere kampe med den nuværende struktur end med den gamle: 198 og 250.
Hvorvidt det primært er godt, at der samlet set kommer flere danskere på landets Superliga-stadioner, eller om det primært er skidt, at der kommer færre til de enkelte kampe, afhænger af øjnene, der ser. Superliga-klubberne har i hvert fald besluttet at skære antallet af hold ned til 12 igen.
Et vigtigt forbehold: Det er ikke ligegyldigt, hvilke klubber der udgør Superligaen. Esbjerg fB, Vejle Boldklub og Vendsyssel FF har eksempelvis til sammen væsentligt højere gennemsnit på hjemmebanerne i denne sæson, end nedrykkerne Lyngby BK, FC Helsingør og Silkeborg IF havde i sidste.
Der er der også tegn på, at tilskuertallene kan stige i denne sæson. Det skrev vi om halvvejs gennem grundspillet.
Uanset hvad er Superligaen den sportsliga i Danmark med klart flest tilskuere: Tættest på kommer herrehåndboldligaen, der har 1883 tilskuere i gennemsnit, altså under en tredjedel af Superligaens.