Video : Tipsbladet
1. division

Fra Hobro til Thisted: Manchester City udlejer ghaneser til 1. division

Collins Tanor, der i efteråret var udlejet fra Manchester City til Hobro IK, skal i foråret tørne ud fra Thisted FC.

Det lød fornemt, da Hobro IK i sommer kunne fortælle, at klubben havde lejet en spiller i Manchester City. Collins Tanor har dog ikke været den gevinst, som niveauet på hans moderklub umiddelbart indikerede.

Midtbanespilleren fra Ghana har kun fået to Superliga-kampe i denne sæson, og da truppen rejste på træningslejr i sidste uge, blev Tanor hjemme for at finde en ny klub. Det har han så gjort nu.

I foråret stiller han op for Thisted FC i 1. division. Det er de glade for i Thy.

- Vi er stolte af at kunne præsentere en spiller som Collins, som vi ved har et højt teknisk niveau. En spiller, der kan bidrage til den offensive del og sætte spillet op og gå med og blive afgørende i slutfasen af angrebene. En spiller, som har været i en Superliga-trup og vist sig godt frem, og når man er ejet af Manchester City, så fortæller det lidt om, at man har et højt niveau, siger assistenttræner Henrik Larsen til Thisted FC's hjemmeside.

- Der er blevet lavet et godt stykke arbejde i kulissen i forhold til at få Collins ind. Collins er tiltænkt en offensiv rolle, og også en mand der kan gå ind og sætte og fordele spillet. Samtidig kan han selv drive bolden op, han kan spille i mellemrum og gå dybt.

Thisted går ind til foråret på niendepladsen i 1. division og kan ikke sige sig fri for at være en del af nedrykningskampen. Der er blot to point ned til Hvidovre IF på den gale side af stregen.