Video : Tipsbladet
1. division

Nattestad skiftede fra Horsens til 1. division: Jeg er her på grund af Jonas Dal

Han har både haft Jonas Dal som akademitræner og højskoleunderviser, og nu får Sonni Nattestad ham som seniortræner i FC Fredericia, hvilket var den primære grund til, at han endte i netop 1. divisionsklubben.

Umiddelbart ligner det jo et skridt ned. Sonni Nattestad var i efteråret på kontrakt i AC Horsens, der kæmper en plads i top 6 i Superligaen, men i foråret skal han spille for FC Fredericia i 1. division.

En del af forklaringen er naturligvis, at han ikke har spillet ret meget på det seneste og blandt andet kun fik fire kampe i gult. En anden del er, at han i Fredericia kommer til at spille under en mand, som han kender særdeles godt.

Jonas Dal var træner for FC Midtjyllands unge spillere og reserveholdet, før han førte Hobro IK op i Superligaen. Den tid har Sonni Nattestad gode minder fra.

- Jeg er her først og fremmest på grund af Jonas Dal. Jeg kender ham både fra FC Midtjylland og fra en tid på højskole, hvor han underviste. Jeg føler, at han var min første rigtige træner, og jeg ved, at han kan få det bedste ud af mig, siger midtstopperen til Vejle Amts Folkeblad.

Nattestad er hentet ind som erstatning for Manjrekar James, der er vendt tilbage til selvsamme FC Midtjylland, og han var på kontrakt i Molde indtil transfervinduets sidste dag, hvor han fik aftalen i Norge ophævet, så han kunne skrive kontrakt med FC Fredericia.

Her kan han se frem til en tæt kamp om oprykning i foråret. FC Fredericia ligger på tredjepladsen, som i sidste ende vil betyde to playoffkampe mod nummer 12 fra Superligaen. Der er dog kun to point ned til syvendepladsen.