Der var danske flag på lægterne, da Zulte Waregem lørdag spillede pokalfinale mod Oostende. Hele tre danskere var nemlig på banen for Zulte Waregem i finalen, der endte med at blive afgjort af netop en dansker.
Den tidligere Viborgspiller Lukas Lerager fik alle kampens 120 minutter. Det samme gjorde Henrik Dalsgaard og den tidligere Lyngby-back Brian Hamalainen. Og det var sidstnævnte, der fik lov til at sparke det afgørende straffespark til sidst.
Kampen endte 2-2 i ordinær spilletid. I den forlængede spilletid scorede begge hold nok engang, og derfor måtte opgøret til sidst i straffesparkskonkurrence. Her stod Hamalainen for det fjerde og afgørende straffespark, da Oostendes Canesin og Musona begge brændte.