Officielt: Malmö sælger Anders Christiansen til belgisk fodbold
Foto: Gent
Benelux

Officielt: Malmö sælger Anders Christiansen til belgisk fodbold

Den danske midtbanespiller Anders Christiansen skifter til belgisk fodbold og Gent.

Den tidligere FC Nordsjælland-spiller Anders Christiansen har haft et succesfuldt ophold i Sverige hos Malmö FF, og danskeren høster nu frugterne af det gode spil og det hårde arbejde i Malmö.

Således kan Malmö FF offentliggøre, at den 27-årige midtbanespiller skifter til belgisk fodbold og Gent.

Anders Christiansen skiftede til Malmö FF for to år siden efter et mislykket ophold i Italien og Chievo, hvor han fik meget lidt spilletid, men hos den svenske klub har han været fast mand, og det er i alt blevet til 49 ligakampe for klubben, syv pokalkampe og to Champions League-kvalifikationskampe.

- Med hans spillestil og personlighed har Anders været en meget vigtig spiller for MFF, både på banen og i omklædningsrummet. Da vi i sommer forlængede kontrakten, trods interesse fra andre, gjorde Anders det meget klart, at han stadig var interesseret i at komme til udlandet, og derfor blev vi enige om, at MFF skulle give ham muligheden.

- En forudsætning, som begge parter var enige om, var, at MFF i så fald skulle få et bedre økonomisk tilbud, end hvis han ikke havde forlænget. Vi havde meget gerne set, at han havde fortsat her, både for MFF's skyld, men også fordi vi tror på, at han kunne have fået bedre tilbud efter en ny og fremragende sæson. Men vi skilles som bedste venner, og vi ser gerne Anders tilbage i MFF, siger Daniel Andersson, sportsdirektør i Malmö FF.

Anders Christiansen forklarer selv:

- Jeg har altid haft en drøm om at opnå så meget som muligt med min fodboldkarriere, og jeg synes, det her er et helt naturligt tidspunkt for mig at tage det næste skridt i min karriere.

- Jeg har haft det fantastisk, og jeg har elsket at spille for MFF. Jeg har vundet mesterskaber og haft fantastiske holdkammerater. Og supporterne har været magiske. Alle fodboldspillere burde opleve det, men det er kun nogle få af os, som får det. Jeg er taknemmelig over at have været en af dem, siger danskeren.


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.