Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dario Dumic spiller kamp lørdag: Det undrer mig meget

Dario Dumic er én af de få fodboldspillere, der skal på arbejde i den kommende weekend. I Tyskland spiller man nemlig stadig fodbold - det kommer en smule bag på den danske Darmstadt-spiller.

Opdateret kl 16.28:
Det tyske fodboldforbund har netop meddelt, at fodbold i 1. og 2. Bundesliga er suspenderet

--------------------------------------------------- ------------------------------------------ ---------------------------------------

Weekender plejer traditionelt at være stoppet til randen med fodboldkampe, men det er ikke tilfældet i den forestående. Langt de fleste ligaer i Europa er blevet suspenderet på grund af udbruddet af coronavirus.

Det gælder dog ikke i Tyskland, hvor man afvikler alle programsatte kampe fredag, lørdag og søndag, men uden tilskuere. Først fra næste uge suspenderes fodbolden i Tyskland frem til den 3. april.

Det vil sige, at Dario Dumic skal på arbejde. Den danske midtstopper tørner ud for 2. Bundesliga-klubben Darmstadt, der møder Karlsruhe og Rasmus Thellufsen på udebane lørdag klokken 14.30. 

Læs også:"Zanka" skal spille kamp i aften: Det vil være yderst uansvarligt

- Det er en meget speciel situation, og jeg synes da, det er lidt underligt, at man spiller, når man alligevel suspenderer ligaen fra på tirsdag. Men der er ikke så meget at gøre ved det. Vi må jo bare spille kampen, når det er det, vi har fået besked på, siger Dario Dumic til tipsbladet.dk og tilføjer:

- Det undrer mig rigtig meget, at man ikke gør mere på landsplan, når man ser på, hvordan det er i mange andre lande i Europa. Det synes jeg faktisk er lidt uansvarligt. Det skal siges, at jeg ikke læser tyske aviser og derfor ikke har fulgt nøje med i, hvordan debatten er, men det er da underligt, det synes jeg helt bestemt. 

Dario Dumic bor til dagligt i den tyske delstat Hessen, og her er livet ikke meget anderledes, end det plejer.

Læs også:Bayern-boss vil spille kampe: Det handler om penge

- Her er det business as usual, og jeg mærker ikke så meget til det. Der er måske lidt mindre mel og toiletpapir på hylderne i supermarkedet, men ellers er det meste, som det plejer, når man ser rundt i bybilledet. Der er på ingen måde tale om et lockdown, men det kan være, det kommer, fortæller den tidligere Brøndby-spiller.

Når Dario Dumic møder på arbejde lørdag formiddag, er det med en vis ro i maven. 

- Jeg vil ikke sige, at jeg er utryg ved, at kampen i morgen bliver spillet, men jeg tænker da over situationen, og jeg bevæger mig ikke rundt alle mulige offentlige steder. Det har også været en meget underlig opbygning til kampen, fordi alt er lukket ned omkring vores træningsanlæg, siger han. 

Dario Dumic fortæller, at der ikke har været nogle tilfælde af coronavirus eller hjemmekarantæner i Darmstadt, som det blandt andet har været tilfældet i Hannover 96, der også huserer i 2. Bundesligaen. 

Læs også:Bayern-stjerne forundret over tysk fodboldforbund: Det her er vanvid

Læs også:UEFA suspenderer Champions og Europa League - FCK's kamp udsat

Læs også:Callum Hudson-Odoi er testet positiv for coronavirus