Video : Tipsbladet
Bundesliga

Dortmund-boss: Vi ville hente spillere, der kender til at kæmpe mod Bayern

Hans-Joachim Watzke forklarer, at Dortmund er gået målrettet efter spillere, som ved, hvad det vil sige at konkurrere med Bayern München.

I dette transfervindue har Borussia Dortmund hentet Nico Schulz, Julian Brandt, Thorgan Hazard og Mats Hummels. Det er alle spillere fra Bundesligaen, som ved, hvad det vil sige at kæmpe mod Bayern München. Den strategi har været bevidst fra klubbens side.

- Vi ville hente spillere fra Bundesligaen, som ved, hvad det betyder, når vi siger, at vi vil kæmpe mod Bayern om titlen. Man må tilpasse sine transfers og ikke bare hente tre 19-årige for at opnå det, siger administrerende direktør Hans-Joachim Watzke til SPORT1.

Han mener, at det er den slags erfaring, som de gulblusede manglede i den forgangne sæson, og derfor er det den strategi, de nu lægger for dagen.

- Det, vi manglede mest, var modenhed til at deltage i titelræset. Vi havde heller ikke den modenhed, da vi vandt titlen i 2011, men det havde vi, da vi fik nummer to år efter. Men dengang var Bayern meget svagere, fortsætter han.

Tidligere i transfervinduet har Bayern München-præsident Uli Hoeneß stillet spørgsmålstegn ved, om de nye Dortmund-spillere kan gøre en positiv forskel for holdet.

I sidste sæson blev Borussia Dortmund nummer to i Bundesligaen med to point færre end Bayern München.