Video : Tipsbladet
Bundesliga

Emre Mor har fået lov til at mødes med andre klubber

Det dansk-tyrkiske talent kan meget vel forlade Borussia Dortmund på en lejeaftale denne sommer. Hans agent fortæller, at Mor-lejren har fået tilladelse til at mødes med andre klubber.

Emre Mor har netop færdiggjort sin første hele sæson som permanent førsteholdsspiller, og i den er det blevet til 19 kampe i alle turneringer for Tysklands tredjebedste hold. Alligevel lader den tyrkiske landsholdsspiller til at være på vej videre. I hvert fald midlertidigt.

Borussia Dortmund har ifølge Mors agent, Muzzi Özcan, erklæret sig villige til at lade den 19-årige offensivspiller og hans folk holde møder med andre klubber. Det ender måske i en sommerudlejning.

- Der er bud efter Emre, men vi er ikke enige med nogen. Først skal Emres fremtid i klubben afklares. Bosz, Dortmunds nye træner, ville købe ham til Ajax. Bosz vil gerne have ham til at blive i truppen, men er ikke imod at udleje ham til en anden klub, siger Özcan til det tyrkiske medie TRT Spor.

- Han (Bosz, red.) har givet mig lov til at mødes med andre klubber. Emre er lige vendt tilbage fra landsholdet. Vi vil sætte os ned og snakke og træffe en beslutning.

Den i København fødte Mor har i sine 19 kampe for Dortmund i den forgangne sæson scoret en enkelt gang og lagt op til tre af holdkammeraternes mål. Han har stadig kontrakt med klubben i fire år endnu.