Medie: Immobile skifter til Dortmund i morgen
Illustration
Bundesliga

Medie: Immobile skifter til Dortmund i morgen

La Gazzetta Dello Sport skriver torsdag aften, at Ciro Immobile i morgen skifter til Borussia Dortmund. Tidligere på dagen var der forlydender om, at den tyske klub havde budt 140 millioner, og nu ser det potentielle skifte ud til at blive effektueret i morgen.

Borussia Dortmund og cheftræner Jürgen Klopp har set sig varm på Torinos brandvarme angriber Ciro Immobile, der blev topscorer den netop overståede Serie A-sæson. 22 kasser scorede angriberen, der er ejet af både Juventus og Torino, men nu tyder alt på, at angriberen i næste sæson skal få de tyske netmasker til at blafre.

Tidligere på dagen var der forlydender om, at Dortmunds bud på Immobile var øget til 140 millioner kroner, og nu tyder alt på, at skiftet går igennem i morgen fredag. Det skriver La Gazzetta Dello Sport.

Immobile er i øjeblikket med det italienske landshold i Coverciano, hvor de forbereder sig frem mod sommerens VM-slutrunde, men den lejr vil Immobile altså forlade for en kort bemærkning, mens han får klubkarrierens fremtid på plads.

Borussia Dortmund mister Robert Lewandowski, der skifter til Bayern München, og er derfor på jagt efter kompetente angribere. Adrian Ramos er allerede hentet til klubben fra Hertha Berlin.