Video : Tipsbladet
Bundesliga

Stuttgart fyrer cheftræner Tayfun Korkut

Tayfun Korkut er fortid i VfB Stuttgart efter en dårlig sæsonstart, som betyder, at klubben er sidst i Bundesligaen.

Efter kun at have hentet fem point på syv runder, ligger VfB Stuttgart sidst i Bundesligaen, og derfor har de nu valgt at skille sig af med cheftræneren Tayfun Korkut samt hans assistenter, Ilija Aracic og Steven Cherundolo.

Det meddeler klubben på sin hjemmeside søndag.

- Det har været et svært valg at træffe. Efter den gode afslutning på sidste sæson var vi sikre på, at Tayfun Korkut ville være den rigtige cheftræner for os i denne sæson. Det viste sig ikke at være tilfældet.

- Det vigtigste er, at vi i ledelsen tager ansvar for VfB Stuttgarts fremtid og sportslige udvikling, siger klubpræsidenten Wolfgang Dietrich.

Korkut tog over i Stuttgart i januar 2018 og havde et succesfult forår, hvor han sikrede klubben endnu en sæson i Bundesligaen. Succesen har imidlertid ikke fulgt ham ind i den nye sæson, hvor det blot er blevet til en sejr hidtil.

Andenholdets cheftræner, Andreas Hinkel, overtager trænertjansen midlertidigt.