Video : Tipsbladet
Champions League

Mbappé om CL-titel: Vi skal vokse som hold

Paris Saint-Germains franske stjerneskud, Kylian Mbappé, mener, at klubben er nødt til at vokse, inden den kan drømme om en Champions League-titel.

Kylian Mbappé er i gang med sin anden sæson i PSG-trøjen. I sin første sæson i klubben måtte han og resten af holdet fra den franske hovedstad forlade Champions League i 1/8-finalen, og i år ligger klubben på tredjepladsen i sin gruppe med to kampe tilbage.

PSG blev i 2011 opkøbt af Qatari Sports Investement, og på trods af at klubben har købt spillere for ca. 8,5 mia. kr, så er PSG ikke nået længere end kvartfinalen i Champions League. Kylian Mbappé mener da også, at klubben skal forbedre sig, inden man kan drømme om en CL-titel. 

- Jeg synes, at PSG er vokset som klub siden 2011. Vi skal dog vokse endnu mere, inden vi begynder at tænke på en Champions League-finale eller i sidste ende titlen. Der er stadig skridt for os at tage, og vi er udmærket klar over, at vi som spillere er nødt til at vokse, siger Kylian Mbappé til ESPN FC. 

PSG ligger som nævnt på tredjepladsen i Champions Leagues gruppe C, hvor Napoli og Liverpool lige nu ligger til at gå videre.