Video : Tipsbladet
Champions League

Schöne forklarer kostbart koks: Jeg tænkte, "okay, så tager du den"

Lasse Schöne var indblandet i Tottenhams 2-2-udligning, der var med til at sende Ajax ud af Champions League-semifinalen i går. En misforståelse mellem ham og målmand Onana, forklarer danskeren.

Det var ikke det mål, der sendte Ajax ud, men det var et skridt på vejen. Og Lasse Schöne spillede en uheldig hovedrolle.

Lucas Moura scorede hattrick for Tottenham i Champions League-semifinalen mod Ajax i går, og hans 2-2-scoring har han en misforståelse mellem Schöne og målmand André Onana at takke for. Onana havde først leveret en kanonredning, og da han kastede sig over returen, var Schöne ved at sparke bolden væk. De to Ajax-spillere kom i vejen for hinanden, og i stedet endte bolden ved Moura, der altså sparkede den ind.

Schöne forklarer selv situationen således:

- Jeg ville sparke den væk, og målmanden ville tage den, så han vælter ind i mig, og så får jeg ikke rigtig fat på den, tror jeg. Det er, som om jeg bliver sådan: "Okay, men så tager du den", men så mister jeg den desværre. Den ryger ud til ham (Moura, red.), og så skyder han den stadigvæk forbi tre mænd, så det var lidt ærgerligt, siger han til TV2 Sport.

Den for Ajax uheldige situation og kampens øvrige mål kan ses i videoen i toppen af artiklen. 

Resultatet betyder, som de fleste læsere på denne platform nok er klar over, at Tottenham er klar til Champions League-finalen mod Liverpool. Det opgør spilles lørdag den 1. juni i Madrid.