Video : Tipsbladet
Champions League

Ståle efter 2-0-sejr: Alt i alt et meget tilfredsstillende resultat

FCK-træneren var tilfreds med 2-0-sejren over The New Saints F.C., selvom han gerne havde vundet med mere.

FC København indledte tirsdag aften deres vej mod Europa League-gruppespillet, da de tørnede sammen med The New Saints F.C. på udebane i Wales i kvalifikationen.

Her slog de danske mestre waliserne 2-0, og selvom FCK-træneren, Ståle Solbakken, gerne havde vundet med mere, så var han tilfreds efter kampen. 

- Det var alt i alt et meget tilfredsstillende resultat, selv om vi selvfølgelig også gerne havde vundet 3-0 eller 4-0, siger han ifølge klubbens hjemmeside. 

FCK-træneren forklarer samtidig, at hans mandskab var udfordret undervejs i kampen, der blev spillet på kunstgræs. Han fremhæver samtidig, at indskiftede Jonas Wind var i blandt dem, der heldigvis havde snørret støvlerne rigtigt. 

- Vi havde bolden meget og spillede den udmærket rundt, men det var svært for spillerne at drible og være eksplosive, og flere snublede når de lige skulle lave noget ekstra. Jonas havde f.eks. det rigtige touch på bolden, da han kom ind, for i stedet for at trække med bolden, så lavede han korte berøringer og spillede den hurtigt videre, men det var der andre, der kæmpede med. Nogle af dem der fik chancen i dag kæmpede også lidt med at holde alle 90 minutter, siger han. 

Ståle Solbakken kunne desværre også se både Rasmus Falk og Pieros Sotiriou forlade banen i løbet af kampen på grund af skader. Efter kampen kunne FCK-træneren ikke give den helt store opdatering på deres tilstand, men han forventede ikke nogen langtidsskader. 

- Jeg ved ikke, hvor galt, det er med Pieros' og Falks skader, men umiddelbart så det ikke ud til at være langtidsskader, siger han. 

Returkampen mellem FC København og The New Saints F.C. spilles onsdag den 31. juli i Telia Parken.