Video : Tipsbladet
Champions League

Sterling undskylder for mærkværdigt straffespark: Det var virkelig klodset

Raheem Sterling erkender, at han blot sparkede i jorden, da han fik straffespark mod Shakhtar Donetsk. Samtidig undskylder han til kampens dommer.

Det så højst mærkværdigt ud, da Raheem Sterling faldt til jorden.

I midten af første halvleg i Champions League-kampen mellem Manchester City og Shakhtar Donetsk fik englænderen tilkæmpet sig et straffespark, men du skulle han aldrig have haft.

Der var ingen kontakt fra en modspiller, og Manchester City-spilleren sparkede blot i jorden, da han forsøgte at sparke på mål. Det erkender han også efter kampen.

- Jeg sparkede bare til jorden ved et uheld. Det var ikke meningen, at jeg ville falde. Det var virkelig klodset. Jeg forsøgte ikke at få et straffespark, jeg sparkede bare til jorden, siger Raheem Sterling ifølge Ritzau.

Alligevel fortalte kantspilleren ikke kampens dommer, at der ikke skulle fløjtes for straffespark, men efter kampen ville han alligevel sige undskyld.

- Jeg gik efter at lobbe bolden, så jeg ved ikke, hvad der skete. Jeg følte ikke nogen kontakt. Jeg undskylder til dommeren, fortæller han.

Manchester City viste sig overlegne i hjemmekampen mod det ukrainske mesterhold og vandt 6-0.