Kjær og Durmisi sejrede: Duelund og Malmö-danskerne fik hård skæbne
Foto: Getty Images
Europa League

Kjær og Durmisi sejrede: Duelund og Malmö-danskerne fik hård skæbne

Simon Kjær og Sevilla vandt med 5-1, men det blev også til sene pointtab og nederlag for danskerne i aftenens Europa League-kampe.

Europa League-gruppespillet blev torsdag aften sparket i gang, og her var flere danskere i kamp. Den spiller, der nok kan strække armene allermest i vejret var landsholdsanfører Simon Kjær.

Han vandt sammen med Sevilla med imponerende 5-1 over Standard Liege, hvor den danske forsvarsgeneral dog ikke kom på måltavlen. Det gjorde Ben Yedder og Banega derimod med to scoringer hver, mens Vazquez stod for en enkelt. Belgiernes scoring kom fra Djenepo, der tilmed var til 1-1.

Det blev ligeledes til en sejr for den danske venstreback Riza Durmisi, der spillede hele kampen for italienske SS Lazio i deres opgør mod Apollon. Her blev den italienske hovedstadsklubs scoringer sat ind af Luis Alberto og Ciro Immobile, mens Apollon fik reduceret ved Zelaya sent i kampen til resultatet 2-1.

Mikkel Duelund nåede endvidere at få 11 minutter på banen for sin nye klub, Dynamo Kiev, som spillede 2-2 mod FC Midtjyllands banemænd fra Astana. Her var det en kamp, hvor den tidligere FCK'er Benjamin Verbic stod for oplægget til Kievs mål til 2-1. Dog nåede Astana i overtidens femte minut at få scoret til 2-2.

En anden af FCM's overmænd i kvalifikationen, Malmö FF, var også i kamp. Men til trods for at sydsvenskerne havde både Søren Rieks, Lasse Nielsen og Anders Christiansen med fra start, så blev det til et nederlag på 0-2 til Brøndbys bødler fra Genk på udebane.

Endelig var sidste sæsons finalister fra franske Marseille på banen på Frankfurt, der var uden skadede Frederik Rønnow. Det skulle vise sig at blive en hård start for den sydfranske klub, der tabte med 1-2 på hjemmebane.