Solbakken før Atletico-brag: Vi er ikke bange for dem
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Europa League

Solbakken før Atletico-brag: Vi er ikke bange for dem

Ståle Solbakken ser frem til torsdagens brag mod Atletico Madrid i Europa League.

Det er noget af en opgave, der venter FC København i Europa Leagues 1/16-finale torsdag aften.

Ingen ringere end Atletico Madrid gæster Telia Parken, og den spanske storklub kan ikke løbe fra at være storfavoritter i de to opgør, der kan blive FC Københavns sidste i Europa denne sæson. Et FCK-mandskab i absolut topform havde været voldsomt undertippede - et FCK-mandskab i den forfatning, klubben har været i indeværende sæson, er tæt på chanceløse.

Så det er et lille fodboldmirakel, løverne skal jagte i de to kampe, hvoraf den første løber af stablen torsdag aften i Danmarks nationalarena.

- Vi prøver at være den gode version af os selv, men når man møder et hold som Atletico Madrid, vil det være naivt ikke at tage nogen hensyn. Det bliver ikke mange chancer, vi får, så vi skal være skarpe. Jeg har set mange Atletico Madrid-kampe, og det er svært at score mod dem. De er meget velorganiserede og hårdtarbejdende. Alle 11 spillere arbejder lige hårdt, mens man på mange andre tophold ser, at én spiller har lidt mere frihed. Det er måske deres største styrke, siger Ståle Solbakken og tilføjer:

- Vores mål med kampen i morgen må være, at kampen skal leve inden returkampen.

Nordmanden fastslår, at Atletico Madrid er en af de største bejlere til at vinde Europa League.

- Jeg ser dem som en af favoritterne til at vinde turneringen - måske sammen med Napoli. Men vi har altid formået at hæve niveuet i sådanne kampe, især på hjemmebane. Atletico Madrid er favoritter, ja, men vi er ikke bange, siger Ståle Solbakken.

Den største stjerne blandt de mange i Atletico Madrid er på papiret Antonie Griezmann, og ham kommer FCK uden tvivl til at have et hyr med i torsdagens kamp. Det bliver en kollektiv opgave at stoppe den franske angriber. 

- Det er ham, som har størst frihed til at bevæge sig, hvor det passer ham i offensiven. Der er ikke noget facit på, hvordan man stopper ham. Hele holdet skal præstere som et kollektiv. Der bliver ikke tale om nogen mandsopdækning eller andet - det er holdet, der skal stoppe ham, siger FCK-manageren.

Federico Santander har døjet med en skade i ugens løb, men han er klar til Atletico Madrid-kampen. I hvor stort et omfang må vise sig.

- Federico trænede fuldt med i går, og så må vi se, om han kan blive ved med det. Jeg kan forestille mig, at han kommer på banen i løbet af kampen, lyder det fra Ståle Solbakken. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.