Video : Tipsbladet
Generelle

Dansk indkasttræner om legendekritik: Som om han havde drukket 10 øl

Andy Gray var ikke imponeret over, at Liverpool ansatte Thomas Grønnemark til at træne indkast. Men danskeren tager kritikken med ophøjet ro: Gray har ikke sat sig ind i, hvad han taler om.

Thomas Grønnemark er den eneste professionelle indkasttræner i verden, og han arbejder for nogle fine klubber rundt om i Europa, ikke mindst Liverpool, men også Gent, en anden unavngivet belgisk klub, FC Midtjylland og "en anden stor klub, men ikke fra England."

Det er imidlertid ikke alle, der kan se fidusen ved Grønnemarks arbejde. Den tidligere spiller og mangeårige ekspert på britisk tv Andy Gray var særligt hånlig, da han delte sin mening om, at Jürgen Klopp havde hyret Grønnemark til at arbejde med Liverpools spillere.

- Undskyld mig, en indkasttræner? Her er bolden, saml den op med begge hænder, før den bag hovedet og kast den med begge fødder på jorden. Jeg har en ny idé: Jeg vil være den første kick off-træner, sagde han på tv-kanalen beIN Sports, som han arbejder for.

Den slags kritik er Thomas Grønnemark vant til at høre, så han tager den med ophøjet ro.

- Det gik mig ikke på. Jeg havde faktisk lidt ondt af Andy Gray. Hvis man ser noget, man ikke forstår, har man to muligheder: enten grine ad det eller forsøge at blive klogere på det. Jeg ville bare ønske, at han havde været lidt mere nysgerrig og spurgt, hvorfor en verdensklassetræner som Jürgen Klopp har inviteret mig. Det ville have været et godt indslag i deres program, siger danskeren til mediet The Athletic.

- I stedet var det, som om de talte sammen på pubben efter 10 pints. Jeg synes, det var uprofessionelt. Nogle håbede, jeg ville blive vred, men det var jeg ikke. Internettet svarede for mig med den reaktion, han fik.

Thomas Grønnemark har arbejdet med en række klubber i Danmark i de seneste år. Foruden FC Midtjylland gælder det Viborg FF, AC Horsens og SønderjyskE. Læs meget mere om hans arbejde her.