Video : Tipsbladet
Generelle

Mourinho vil være landstræner: Jeg tænker på VM og EM

Den karismatiske portugiser José Mourinho har en plan om at skulle være landstræner i fremtiden.

Ikke siden december sidste år har José Mourinho været direkte involveret i fodboldverdenen. Portugiseren blev fyret i Manchester United, og sidenhen har han fungeret som fodboldekspert, men han vil gerne tilbage på trænerbænken.

Hidtil i karrieren har portugiseren udelukkende stået i spidsen for klubhold, men ude i fremtiden kan han meget vel komme til at få et landstrænerjob.

- Jeg vil konkurrere i nye turneringer. Jeg tænker på VM og EM. I lang tid har jeg haft et ønske om at prøve sådan et eventyr. Lige nu ser jeg mig selv mere på et landshold end hos en ny klub, fortæller José Mourinho til Eleven Sports.

Han siger samtidig, at han ikke partout kommer til at stå i spidsen for sit hjemland.

- Er Portugal det rette hold for mig? Ikke nødvendigvis.

José Mourinho har i sin ganske flotte karriere stået i spidsen for klubber som Chelsea, Real Madrid og Inter.