Nordstrand: Pokalen er en ekstra motivationsfaktor
Illustration
Generelle

Nordstrand: Pokalen er en ekstra motivationsfaktor

FC Nordsjælland er klar til semifinalen i DBU Pokalen, og de kommende kampe i pokalturneringen giver ekstra motivation, mener Morten Nordstrand.

FC Nordsjælland var i går på en svær opgave i DBU pokalen mod 1. divisions suveræne tophold fra Hobro, men Kasper Hjulmands tropper viste, at der trods alt er forskel på 1. division og Superligaen. Godt nok var Hobro ganske godt med i store dele af kampen og havde flere afslutninger på træværket, men i sidste ende blev det FC Nordsjælland, der kunne indløse billetten til semifinalen. 

Det skete blandt andet på baggrund af Morten Nordstrands mål til 3-0, der reelt lukkede kampen, og angriberen var glad for sit bidrag til sejren.

- Det var dejligt at få scoret det mål. Jeg vil jo altid gerne score, og jeg synes også, der burde have været straffe, da mit skud blev blokeret med armen. Vi kunne godt have vundet større, men i stedet slipper vi grebet lidt til sidst, og det gav dem nogle unødvendige chancer. Det var der ingen grund til, for vi havde godt fat i kampen. De viser i 1. halvleg, hvorfor de er tophold i 1. division, men jeg synes, vi har kampen under kontrol, og heldigvis får vi det flotte mål af Mario at gå til pause på, siger Morten Nordstrand til klubbens hjemmeside.

Dermed har FC Nordsjælland, trods en særdeles vaklende halvsæson i Superligaen, meget positivt at se frem til i det nye år, hvor Farum-klubben skal forsøge at gentage den pokaltriumf, som de seneste hentede tilbage i maj 2011. 

- Nu må vi afvente de øvrige kvartfinaler og se frem til lodtrækningen. Det bliver spændende, hvem vi skal møde, og det er rigtig dejligt at have pokalkampene at se frem til i forrået. Det er fedt at kunne bruge dem som ekstra motivationsfaktor, lyder det fra Nordstrand. 

De resterende kvartfinaler, og dermed FC Nordsjællands kommende modstander, bliver fundet i marts,d når opgørene Lyngby - FC København, AC Horsens - Vejle og AGF - AaB spilles.