Video : Tipsbladet
Generelle

Nyt samarbejde: Dansk avis streamer alle kampe fra 2. Division

Divisionsforeningen og Ekstra Bladet har indgået et samarbejde, der betyder, at Ekstra Bladet streamer samtlige kampe fra 2.division i 19/20-sæsonen.

Danske fodboldfans har indtil videre kunne sætte sig i sofaen og se dansk fodbold fra Superligaen og NordicBet Ligaen på de danske kanaler. Det har dog ikke været muligt at se 2. divisionsfodbold, men det bliver det nu. 

Divisionsforeningen og Ekstra Bladet har nemlig indgået et samarbejde, der betyder, at samtlige kampe fra 2. Division bliver streamet på Ekstra Bladet i den kommende sæson. Desuden vil Ekstra Bladet sætte stor fokus på landets tredjebedste række med højdepunkter, nyheder og undersider.

- Den nærhed og de lokale tilhørsforhold, der findes i 2. Division er noget helt unikt, som vi vil dyrke, når vi skal fortælle historier på Ekstra Bladet. Her kommer vi helt tæt på fodboldens græsrødder, og den type fortællinger kan noget specielt, siger sportschef på Ekstra Bladet, Allan Olsen, i en pressemeddelelse. 

Divisionsforeningen er ligeledes glad for, at der nu kommer øget fokus på landets tredjebedste fodboldrække. 

- Vi er meget glade for at få Ekstra Bladet som mediepartner for 2. Division. Via samarbejdet med Ekstra Bladet sikrer vi, at alle de gode historier der lever ude i landet i og omkring de 24 klubber, kommer ud til et større publikum, siger direktør i Divisionsforeningen, Claus Thomsen. 

Kampene fra 2. Division bliver tilgængelig for alle PLUS-abonnenter på Ekstra Bladet.