Video : Tipsbladet
Generelle

Preben Elkjær åbner op om hasteoperation: Det kom ud af det blå

Landsholdslegenden Preben Elkjær blev opereret i Belgien for et par uger siden, og han er ved at komme sig.

For to uger siden lavede landsholdslegenden Preben Elkjær et opslag på det sociale medie Twitter, der ikke var til at tage fejl af.

Et billede af en stue på et hospital og med en dertilhørende tekst:

- Denne seng har været min i en lille uge. Den står i Belgien. Hasteindlagt og opereret for en galdesten i nattens mørke. Stor tak til det fantastiske personale på UZ Gent. Holder lige en lille pause, og så er jeg klar igen, skrev danskeren.

Og nu forklarer han sig så til B.T. om operationen.

- Det var en smerte, der bare kom ud af det blå midt om natten, mens jeg lå og sov, siger Preben Elkjær til B.T

Den 62-årige dansker tog til lægen efterfølgende og fik taget en blodprøve. Om aftenen blev han ringet op og bedt om at møde på hospitalet til en hasteperation.

- Jeg blev ikke bange. Det gik så hurtigt, at jeg ikke nåede at tænke over operationen, før jeg lå der på bordet. Så det var sådan lidt: 'Hov, hvad skete der lige der?' Men jeg er utrolig glad for, at de var så dygtige og så hurtige. De havde også folk på arbejde i weekenden midt om natten. Så jeg er super glad for, at de var så professionelle i Belgien, siger Preben Elkjær til B.T. 

Danskeren regner med at være tilbage på skærmen i næste uge, hvor der igen er Champions League på menuen på 3+.