Stor gennemgang: Sådan fungerer transfermarkedet i 2018
Foto: Getty Images
Generelle

Stor gennemgang: Sådan fungerer transfermarkedet i 2018

Få den store forklaring på de mange mekanismer, der er i spil i et internationalt transfervindue, hvor der er mange interesser og aspekter at tage hensyn til i handlerne, hvor millioner af kroner skifter hænder.

Transfers, lønninger og priser
Er du forvirret over, hvad spillere koster?

Det er du ikke ene om.

En spillers evner, alder, resultater, og det spil, man kan forestille sig, spilleren leverer i de næste par sæsoner, er naturligvis en del af ligningen.

Alene det er enormt svært at vurdere, selv når de dygtige klubber bruger dygtige scouts, data og grundige samtaler.

Og så er der alt det, der ikke står nogen steder, og som afhænger af forhandling og mavefornemmelse.

Er en brasilianer og ghaneser automatisk mere værd end spillere fra Venezuela og Burkina Faso?

Hvor meget skal spilleren have i løn, og hvad får han nu?

Skylder den købende klub tjenester hos agenter eller en sælgende klub, eller vil den gerne have tjenester til gode i fremtiden?

Skal der betales for andet end den pågældende fodboldspiller?

Og, som der er set tilfælde af i udlandet, skal der tænkes kreativt i forhold til skattebetalinger eller endda hvidvaskes penge?

Og mere jordnært – hvor meget betyder en sælgende – og købende – klubs ry for størrelsen på handlen?

Det sidste kan man se eksempler på i dansk fodbold. Siden årtusindskiftet har FC København domineret ligaen og købt dyrere spillere end konkurrenterne. Først svenskere, nordmænd og danskere tilsat dygtige brasilianere og afrikanske spillere, og i de seneste sæsoner østeuropæiske spillere, da priserne på den type spillere, man tidligere købte, er blevet for høje til københavnernes smag.

Til gengæld får københavnerne fine beløb for de spillere, de sælger. Både de dyre spillere, der har bevist sig i Superligaen og på landshold og i Champions League, men også de spillere, der ikke slår til i FC København. Sidstnævnte øvelse er københavnerne, takket være deres præstationer i især Europa samt et godt netværk af klubber og agenter, gode til, hvilket også betyder, de ikke er så nervøse for at købe spillere for mellem 10 og 25 millioner kroner.

FC Midtjyllands salg af spillere fra klubbens talentakademi er også en betydelig fordel, klubben har frem for Superliga-konkurrenter. Når man har solgt Simon Kjær, Winston Reid og Pione Sisto for blot at nævne nogle få, og disse spillere derefter har klaret sig fint i udlandet, bliver det langt lettere for FC Midtjylland at sælge spillere for minimum 15-20 millioner kroner, end det er for alle andre klubber i Superligaen, minus FC København og måske FC Nordsjælland, der især de seneste år også har været dygtig til at få mange penge for de bedste spillere.

Omvendt kan det være svært for andre Superliga-klubber at få over 10-15 millioner kroner for deres spillere, fordi der er meget få salg i den størrelsesorden uden for de tre FC-klubber i dette årti.

Spillerens alder, nuværende løn og nationalitet er også væsentlige faktorer – efter 25-26 år kræver det noget ekstraordinært at blive solgt fra Superligaen for et tocifret millionbeløb.
I udlandet gør de samme mekanismer sig gældende.

Hvad har klubben opnået, hvor stor er ligaen, og hvilke spillere har man solgt i de seneste år?

Det overskygger i mange tilfælde, hvor god spilleren er.

Så er der det semi-lukkede kredsløb i den øverste elite i Europa mellem klubber og agenter.

På det niveau er der ofte indtil flere agenter på begge sider af bordet hos de to handlende klubber.

De helt store klubber – både de 10-12 største men også i eliten på 40-50 klubber – har uden for citat ikke så meget mod høje priser på spillere og i agenthonorarer.
Høje priser sikre de største klubber eksklusiv adgang til de bedste spillere, så storklubbernes position i toppen af ligaerne ikke bliver udfordret. For agenterne er de høje priser også positivt, og ikke kun fordi det giver dem penge på bankkontoen.

De høje priser gør agenterne til værdifulde gatekeepere, som storklubberne ikke kan komme udenom i de største handler, og som samtidig udelukker nye agenter fra at arbejde sig ind i markedet, fordi klubber og spillere holder sig til de etablerede agenter.

I det etablerede samarbejde mellem storklubber og store agenter bliver det samtidig lidt mindre vigtigt for parterne, hvad priserne på honorarer og transferen bliver. Det vigtige bliver den samlede pengestrøm mellem klub, agent og andre parter over tid.

Endelig er det både i Danmark og udlandet værd at bemærke, at spillere på fri transfers eller små transferbetalinger ikke nødvendigvis er billigere end spillere i handler for større transferbeløb.

Da Dani Alves rykkede på fri transfer fra Juventus til Paris Saint-Germain i sommeren 2017, var det givetvis med betydelige agenthonorarer samt en attraktiv, tocifret millionløn til Dani Alves.

Læs om: Spinarbejde på markedet - klik her
Læs om: Agenter og mellemmænd - klik her
Læs om: Klubbernes rolle og interesser - klik her
Læs om: De store handler + nye investorer - klik her
Læs om: Love og regler - klik her
Læs om: Skat og imagerettigheder 
+ fodboldforbundene - klik her