Video : Tipsbladet
Generelle

Strive køber rettighederne til Major League Soccer

Zlatan, Rooney og Ousted bliver fremover vist på Strive.

Streamingtjenesten Strive har allerede rettighederne til nogle af de bedste europæisk ligaer, og nu har man også sikret sig rettighederne til den nordamerikanske liga, Major League Soccer.

Dermed bliver Zlatan Ibrahimovic og Wayne Rooneys præstationer vist på tjenesten, ligesom danskerne Mathias Jørgensen og David Ousted kan glæde sig over, at deres kampe bliver vist for familie, venner og fans i Danmark..

- På Strive Sport er vi meget glade for at kunne tilbyde endnu mere fodbold til vores kunder samt at kunne fortælle om Zlatans fremskridt i USA. MLS er en hårdt satsende liga med høj underholdningsværdi og flere store navne samt omkring 20 skandinaviske spillere, siger Kristian Hysén, administrerende direktør i IMG Nordic, som ejer Strive Sport.

Major League Soccer er de senere år vokset markant i niveau, og i januar så man, hvordan de forsvarende mestre, Atlanta United, solgte midtbanespiller Miguel Almiron til Newcastle United for en pris omkring 180 millioner kroner. Det er det meste, Newcastle nogensinde har brugt på en spiller.