Video : Tipsbladet
Landshold

Bedst og værst: Ingen var rigtig dårlige - bortset fra kampen

Tipsbladet.dk zoomer ind på 90 lange minutter i Århus.

Danmark - Irland 0-0 (0-0)

Kampens bedste:

Danmark:
I løbet af landskampspausen sammenlignede Jon Dahl Tomasson Lasse Schöne med Andrea Pirlo, og selv om vi bestemt befandt os på et andet niveau her til aften, var der noget om snakken. Schöne var for det danskespil, hvad lufthavnen i Frankfurt er for flytrafikken i Europa: Det var, som om alt skulle gennem ham, før det kunne komme videre i systemet.

Irland:
Vi skal være de første til at indrømme af baggrunden er billig, for der var ikke mange store irske præstationer. Men forsvaret stod godt, som det også gjorde mod Danmark i oktober, og det bar Shane Duffy sin del af ansvaret for. Anføreren har sine begrænsninger, men i aften fik han lov til at spille på sine styrker og kanøfle de skiftende danske angribere.

Kampens værste:
Ingen spillere var individuelt lige så dårlige, som kampen var som helhed. Det var heller ikke, fordi Richard Keogh i det irske midterforsvar spillede en dårlig kamp, men han stod for opgørets værste aktion. Med lidt over 20 minutter fumlede han med bolden, og så stjal Nicolai Jørgensen den. Keogh skal være glad for, at den helt frie dansker sparkede på stolpen i stedet for i nettet. 

Kampens detalje:
Hvis man sad og frøs i novemberkulden, og det gjorde man, var det ikke smukke detaljer, der fik blodet til at bruse, for dem var der ikke mange af. Yussuf Poulsen leverede dog et sjældent lys i mørket, da han efter et kvarter vippede bolden videre med hælen til Nicolai Jørgensen, der dermed kom til en fin chance, men var for lang tid om at afslutte og blev blokeret. Det skal nu ikke tage noget for Poulsens flotte hælaflevering.