DBU-chef: Svært ved at forestille mig, at vi også aflyser VM-kamp
Foto: Maja Hitij/Getty Images
Landshold

DBU-chef: Svært ved at forestille mig, at vi også aflyser VM-kamp

Elitechef i DBU, Kim Hallberg, tror stadig, at kvindelandsholdet kommer til at spille den første VM-kvalifikationskamp mod Ungarn om en uge. Men har han svært ved at se, hvordan parterne skal blive enige om økonomien i en ny landsholdsaftale.

Fronterne mellem DBU og spillerne på kvindernes A-landshold og herrernes U21-landshold er trukket hårdt op. Tirsdag kunne DBU fortælle, at den stort anlagte venskabskamp for kvinderne mod Hollands europamestre på fredag i Horsens er blevet aflyst, fordi parterne ikke kan blive enige om en ny landsholdsaftale.

Det helt store stridsmål er den såkaldte stipendieordning, som kort fortalt er de penge, som spillerne får for at stå til rådighed for landsholdet. Dem har Spillerforeningen ønsket en stigning på 342 procent på, hvilket DBU har nægtet.

Anfører på kvindelandshold, Pernille Harder, har via Spillerforeningen, som repræsenterer spillerne, kritiseret DBU for manglende vilje til at forhandle en ny aftale på plads. Parterne mødtes søndag og forhandlede i timevis uden at blive enige, men hos DBU mener man ligeledes, at spillernes ikke indbyder til forhandlinger.

- Det kunne være rart med lidt imødekommenhed den anden vej. Når vi er så langt fra hinanden på et enkelt økonomisk spørgsmål, så tør jeg slet ikke tænke på alle de andre små knaster, som vi stadig har rundt omkring i aftalen. Men vi er nødt til at starte med at blive enige om, hvorvidt man synes, at 342 procent er en realistisk og relevant stigning. Der nåede vi i hvert fald ikke til søndag, og jeg har svært ved at se, at vi på noget tidspunkt kan blive enige om det punkt, men det skal jeg selvfølgelig ikke give 100 procent afkald på, siger DBU's elitechef, Kim Hallberg, til tipsbladet.dk.

Det er en høj procentuel stigning, men i hele tal er det ikke så meget i forhold til så mange andre penge i landsholdsfodbold, for eksempel hos herrerne (ifølge BT en stigning på seks millioner over to år). Er det ikke også en faktor?

- Jo, det kan du sige. De 342 procent svarer til en stigning på over tre millioner kroner om året alene på stipendieområdet. Så kommer de yderligere ting med bonusstigninger, og hvad der ellers er af ting, som de godt kunne tænke sig blev forbedret omkring holdet, siger Kim Hallbeg.

- Det er fint nok, at du bringer herrefodbolden ind i det her, men vi er nødt til at se på, hvad vi genererer omkring landsholdsfodbolden totalt. Dels har vi andre landshold end kvindelandsholdet, og dels må vi stadig vurdere, hvad vi kan få for tre millioner, og hvad der giver den bedste udvikling for dansk kvindefodbold.

- Du har jo ret i, at 342 procent i forhold til én krone, det kunne vi nok være godt med til, men når vi er oppe i det her beløb... Det her er stadig en enkeltstående post. Ikke at de har forlangt tre millioner på alle de andre poster, men når man summerer op, bliver det bare rigtig mange penge.

- Der tror jeg, der er nogle andre, som er kommet frem med mange andre forslag til, hvordan vi kan løfte kvindefodbolden, som også har en holdning til, hvorvidt de penge kunne bruges anderledes og bedre. Det er også vores rolle som forbund, at vi har nogle græsrødder og nogle klubber og andre, som også gerne vil være med til at sikre fødekæden fremadrettet.

Apropos: Vi hører, at DBU's bagland efter landsholdsaftalen var utilfreds med det kompromis, man indgik med Spillerforeningen, og at forhandlerne i denne omgang ikke har fået mandat til at strække sig ret langt for at nå spillerne. Er det rigtigt?

- Det er ikke den oplevelse, jeg har. Jeg sidder ikke i det direkte link til bestyrelsen, men de ting, som vi arbejder ud fra i forhandlingsgruppen, oplever jeg på ingen måde er begrænsede. 

- Vi har på intet tidspunkt hørt, at der omkring kvindeaftalen skulle være noget som helst, som baglandet havde en holdning eller begrænsning til. Det undrer mig meget, at du skulle have hørt det.

Har forhandlingerne noget at gøre med, at I i DBU vil undgå, at en høj procentvis stigning kan danne præcedens, næste gang herrernes noget dyrere aftale skal forhandles?

- Man kan nok ikke forvente, at herrerne kommer og beder om en 342 procents stigning, så det tror jeg ret roligt, at jeg kan afkræfte. Det her handler om, at vi får de her to aftaler (med kvinderne og U21-landsholdet, red.) på plads.

Kvinderne møder Ungarn i en VM-kvalifikationskamp om en uge. Er du fortrøstningsfuld i forhold til at kunne afvikle den kamp?

- Jeg er ukuelig optimist, til trods for hvad vi har oplevet de seneste par dage. Den her kamp er så vigtig for DBU og for spillerne, at jeg simpelthen har svært ved at forestille mig, at vi ikke kan finde en løsning, uanset om det er på den korte eller lange bane, så vi kan få afviklet den kamp. Alt andet tænker jeg ikke på.

- Så må vi selvfølgelig se, hvad de næste dage bringer, fordi det har de sidste dage også lært mig; at man skal ikke tage noget for givet i den her verden. Men jeg tror på, at DBU's og spillernes incitament for at spille den kamp tirsdag er så stort, at man vil og skal finde en løsning.

Det er vel i forvejen en høj pris at betale at måtte aflyse så stort anlagt en kamp i en tid, hvor kvindefodbolden har fået noget medgang?

- Det er enormt beklageligt. Det har virkelig gjort ondt på alle parter, det er jeg slet ikke i tvivl om, fordi det skulle have været en festdag og en mulighed for de danske fans for at hylde pigerne. Det havde vi alle sammen glædet os meget til, så du har helt ret: Det er et kæmpe tab, at vi ikke lykkes med det.

Ved I, hvad der sker i forhold til VM-kvalifikationskampen, hvis I ikke kan garantere at stille med et hold mod Ungarn?

- Nej, vi er i gang med at undersøge det med FIFA og UEFA. Vores udgangspunkt er selvfølgelig, at det ikke kommer til at ske (en ny aflysning, red.), men vi er også nødt til at undersøge, hvordan tingene ser ud. Det er ikke sådan, at UEFA kan slå op i en håndbog og sige: "Det har vi en masse eksempler på, så det er bare at bruge den der paragraf."