Hård kamp i angrebet på landsholdet: Jeg har gjort god reklame for mig selv
Foto: Lars Rønbøg/Getty Images
Landshold

Hård kamp i angrebet på landsholdet: Jeg har gjort god reklame for mig selv

Christian Gytkjær, Andreas Cornelius og Kasper Dolberg udkæmper en tæt kamp om pladsen som centerforward for landsholdet. Førstnævnte mener, at han har gjort, hvad han kunne, for at overbevise landtræneren om, at han skal starte inde.

Landstræner Åge Hareide lader til at have svært ved at bestemme sig for, hvem der er førsteangriber for Danmark. I de seneste fire EM-kvalifikationskampe har både Andreas Cornelius, Kasper Dolberg og Christian Gytkjær startet inde.

De tre er også udtaget denne gang, og især Cornelius og Gytkjær kommer med stærke målstimer. "Corner" har scoret fem mål sine fire seneste Serie A-kampe, og Gytkjær er noteret for 11 mål i 15 kampe for Lech Poznan i denne sæson.

Sidstnævnte tør ikke spå om, hvorvidt han får pladsen som centerforward mod Gibraltar eller Irland, men han synes selv, han har gjort sit for at overbevise Hareide.

- Jeg har i hvert fald gjort god reklame for mig selv, føler jeg. Har gjort det, jeg er god til og har vist over lang tid, at jeg er god til. Det er jo det, det handler om: at score en masse mål. Så er det op til Jon og Åge at vurdere, om det er godt nok til at spille. Men jeg har i hvert fald vist, at jeg er klar, når jeg får chancen, og at jeg godt kan finde ud af at prikke den ind, siger Christian Gytkjær til tipsbladet.dk.

Læs også:Hareide hylder brandvarme Cornelius: Når han skyder mod mål, går den ind

Han kan desuden prale med, at han har scoret fire gange i sine fire seneste landskampe. Tre af dem ganske vist mod lilleputter som Gibraltar og Luxembourg, men også mod Schweiz.

Synes du, at du har vist, at du er god nok til at starte inde?

- Jeg havde jo ikke været med her, hvis ikke jeg var god nok, så det giver egentlig sig selv. Hvad der lige er brug for i de næste par kampe, må vi jo se. Jeg skal nok gøre mit for at gøre den beslutning så svær som mulig, siger Gytkjær.

- Først og fremmest er det jo positivt for holdet, at det er nogle angribere, der kommer hjem med selvtillid og mål i bagagen. Det løfter forhåbentlig os alle sammen og skærper os endnu mere. Det er god konkurrence, og hvordan den står, er svært at sige. Det er jo, hvad Åge og Jon vurderer er det bedste på dagen.

Læs også:Optakt: Danmark - Gibraltar

Netop det med dagsformen lader til at blive en vigtig faktor, hvis man skal gå ud fra, hvad Åge Hareide sagde mandag.

- Det handler lidt om, hvem man spiller sammen med, og om modstanderen selvfølgelig. Og dagsform. For en angriber handler det måske allermest om det sidste, for man skal have selvtillid, og man skal føle, at det kører for én. Det er vigtigt på den position, sagde landstræneren.

Danmark møder Gibraltar fredag og Irland mandag.

Læs også:Nu skal EM sikres: Her er Danmarks trup til skæbnekampene

Læs også:Landsholds-quizzen: Har du styr på det danske hold?

Læs også:Cornelius fik Schönes træner fyret: Jeg sagde til dig, du skulle slappe af