Det danske U/21-landshold har været ramt af flere afbud i løbet af den seneste uge, men nu er der atter udskiftninger i truppen - denne gang på grund af karantæner.
Jannik Vestergaard og Jonas Knudsen er ude med karantæner til den kommende kamp mod Andorra, og derfor har U/21-landstræner Jess Thorup udtaget Brøndbys Riza Durmisi og FC Københavns Danny Amankwaa til landsholdet. Det oplyser U/21-landsholdet via Facebook.
Riza Durmisi meldte ellers afbud til holdet i sidste uge, hvorfor Andrew Hjulsager blev udtaget, men nu er begge Brøndby-spillere altså i truppen.
Det danske U/21-landshold vandt i fredags 3-2 over Bulgarien og møder Andorra på udebane tirsdag klokken 16.00.