Solskjær om Hareide: I bliver overraskede
Foto: Philip Davali/Polfoto
Landshold

Solskjær om Hareide: I bliver overraskede

Den norske træner Ole Gunnar Solskjær mener, at Åge Hareide kommer til at overraske danskerne positivt.

1. marts starter Åge Hareide i sit nye job som landstræner for Danmark - et job, han overtog fra Morten Olsen, der stoppede, efter Danmark ikke lykkedes med at kvalificere sig til sommerens EM-slutrunde i Frankrig.

Hareide var ikke alles kop te, da han blev præsenteret som ny landstræner, men ifølge norske Ole Gunnar Solskjær, der er træner i Molde og kender Hareide indgående, bliver den norske landstræner et positivt bekendtskab. For Hareide blæser til angreb, forlyder det.

- I vil blive overraskede. Åge har en klar filosofi, og det er en ret offensiv filosofi. For min udvikling var han i hvert fald en fantastisk træner, siger Solskjær til Ekstra Bladet og forklarer:

- Han stod altid for det positive og den offensive fodbold. Jeg tror, at det er det, som I kan forvente i Danmark, siger den norske Molde-træner videre.

Ole Gunnar Solskjær spillede i Molde fra 1994 til 1996 - det var netop under Åge Hareide, inden nordmanden blev solgt til Manchester United.