Video : Tipsbladet
Premier League

Chris Hughton: Det er svært at gøre noget ved Liverpool

Det vil kræve en dårlig dag for Liverpool kombineret med en sprudlende Brighton-mandskab, hvis Chris Hughtons tropper skal have noget ud af dagens opgør, indrømmer Brightons manager

Brighton kommer på en rigtig svær opgave, når de i dag tager imod Premier Leagues førerhold Liverpool. Gæsterne har kun tabt én kamp i sæsonen, da de for ni dage siden led nederlag til de nærmeste mesterskabsrivaler fra Manchester City.

Det er derfor ikke en kamp, som Brighton går ind til som favoritter, og det ved de udmærket også godt selv. Det fortæller holdets manager Chris Hughton til klubbens egen hjemmeside op til dagens kamp. 

- Et Liverpool-hold der kommer og spiller deres bedste, er uffatteligt svære at gøre noget ved. Det siger sig selv, at det vil kræve at vi spiller op til vores bedste og at de spiller dårligt. 

Lidt optimisme er der dog at spore hos Hughton, der blandt andet finder lidt håb i Brightons gode form.

- Vi skal huske, at vi er i fin form, og at vi spiller på hjemmebane. Vi skal udnytte de fordele, vi kan. Men på dette tidspunkt er Liverpool det bedste hold i ligaen. Det siger deres position i tabellen.

Brighton har lagt sig i bunden af det tætte midterfelt i Premier League, hvor de på 13. pladsen har ti point ned til nedrykningsstregen og 15 point op til en af de europæiske pladser.