Gabriel Jesus skød Everton i sænk
Foto: Getty Images
Premier League

Gabriel Jesus skød Everton i sænk

Manchester City sørgede for Carlo Ancelottis første nederlag som Everton-træner onsdag aften.

Carlo Ancelotti indkasserede sit første nederlag som Everton-træner, da han onsdag aften mødte Pep Guardiolas Manchester City-mandskab. Everton tabte således 2-1, efter at brasilianske Gabriel Jesus scorede to gange for Manchester City i anden halvleg.   

Manchester City fik ellers hurtigt sendt bolden i mål i første halvleg ved unge Phil Foden, men det mål blev annulleret for offside af VAR. 

I det 51. minut sendte Gabriel Jesus dog igen bolden i mål. Han modtog bolden på kanten af feltet og snød en Everton-spiller, før han smukt krøllede bolden over i det modsatte hjørne, og denne gang var der ingen indvendinger fra VAR. 

Syv minutter senere fordoblede han også sin måltotal i kampen. Riyad Mahrez spillede flot Gabriel Jesus fri i feltet, og brasilianeren sparkede bolden fladt ind ved nærmest stolpe. Så stod den 2-0 til Manchester City.

Med tyve minutter igen kunne Everton dog begynde at håbe på et comeback, da de udnyttede en stor fejl af Manchester Citys keeper, Claudio Bravo, og reducerede. Keeperen sendte bolden direkte ud i fødderne på en Everton-spiller, og få sekunder efter måtte chileneren pille bolden ud af netmaskerne.

Comebacket blev aldrig fuldendt, og Manchester City sikrede alle tre point. Manchester City er dermed fortsat på tredjepladsen med ét point op til Leicester City på andenpladsen, mens Everton er nummer 10 i Premier League.