Hodgson erkender Crystal Palace-kontakt: Håber vi er tæt på en aftale
Foto: Getty Images
Premier League

Hodgson erkender Crystal Palace-kontakt: Håber vi er tæt på en aftale

Crystal Palace ser ud til at være meget tæt på en ny manager, hvis man spørger kandidaten til jobbet Roy Hodgson.

Crystal Palace fyrede den hollandske manager Frank de Boer efter klubbens nederlag til Burnley i weekenden, og det ser nu allerede ud til at de har erstatningen klar i form af den tidligere FCK-træner og landstræner for England Roy Hodgson.

Nu fortæller Hodgson selv, at han regner med, at en aftale hurtigt kan komme på plads med klubben. Det siger han i et interview med Sky Sports.

- Jeg håber, det er tæt på. Det er en stor mulighed for mig for at komme tilbage til det spil, som jeg elsker så meget på højeste niveau. Og så er det en klub, som jeg altid godt har kunne lide og støttet, siger Hodgson.

Han peger desuden på, at holdet gjorde det fint i sidste sæson, og at han tror på, at de kan gøre det igen. Dog har Crystal Palace i denne sæson haft store vanskeligheder, hvilket også førte til fyringen.

Hodgson fortæller endvidere, at han har sympati for Frank de Boer, som mistede jobbet efter bare fire kampe i Premier League - eller 77 dage samlet set.