Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool giver slip på Sturridge og Moreno

Liverpool bekræfter, at Daniel Sturridge og Alberto Moreno forlader Champions League-vinderne henover sommeren.

Lørdag løftede Daniel Sturridge og Alberto Moreno hver især Champions League-trofæet på Wanda Metropolitano-stadionet i Madrid, men det blev samtidig det sidste de gjorde i Liverpool farver. Duoen forlader Liverpools Champions League-vindere efter henholdsvis seks og fem år i klubben.

Klubben bekræfter på sin hjemmeside, at Sturridge og Moreno forlader Anfield, når deres kontrakter udløber ved slutningen af måneden.

- Det vigtigste at sige til de her to utrolige spillere er tak. De var her, da jeg kom til klubben, og i løbet af den periode har - lige så meget som alle andre - bidraget til at etablere os som et hold på vej i den rigtige retning. Uden dem ville vi ikke være det hold og den klub, vi er i dette øjeblik, lyder farvelbeskeden fra Liverpool-manager Jürgen Klopp ifølge klubbens hjemmeside.

Sturridge kom til Liverpool fra Chelsea i 2013. Siden har han, kun afbrudt af et halvt års lejeophold i West Brom, været en del af førsteholdstruppen og scoret 68 mål i 160 kampe for The Reds.

Alberto Moreno kom til Liverpool fra Sevilla i 2014. For hans vedkommende blev det til 141 Liverpool-kampe og tre mål. Champions League-trofæet var for begges vedkommende det første trofæ i Liverpool-trøjen.