Video : Tipsbladet
Premier League

Liverpool-kaptajn bekymret over genopstart: Mit sprog er et problem

Liverpool-kaptajnen Jordan Henderson har en ekstra god grund til, at han savner fans på stadion.

Premier League starter op i overmorgen, hvilket udelukkende bliver overværet af fans fra sofaen, og det er et problem for Liverpool-kaptajnen Jordan Henderson af to årsager.

Den første er åbenlys og handler om tomrummet, som tilskuerne efterlader sig, men der er også en anden ting, som en spiller som Henderson er nødt til at skulle arbejde en del ekstra med, fortæller englænderen selv i et interview med Liverpool FC Magazine.

- For spillerne vil det i starten være mærkeligt, fordi man skal vænne sig til at kunne høre alle tale. Men igen, det er noget, som vi skal vænne os til og især holde forbruget af skældsord nede, udtaler Henderson og uddyber sidstnævnte.

- Jeg er personligt mest bekymret for mit sprog, når jeg skal spille. Jeg gider ikke at skulle undskylde efter hver eneste kamp, så jeg skal virkelig være forsigtig på det punkt. 

Det samme gælder også træneren, fortæller Henderson med et blinkt i øjet.

- Jeg er sikker på, at træneren (Klopp red.) også vil skulle passe på med sit sprog, men han vil også vide, at vi ikke længere vil kunne beskylde fansene for 'ikke at kunne høre', hvad han råber til os.

Liverpools første kamp efter genoptagelsen af Premier League afvikles den 21. juni, hvor The Reds skal på besøg hos Everton.